Om mit Leje stode Fortids Minder,
Haab mig ej sit Nektarbæger bød,
Tvivlen raabte: Grumme Røver, Død!
Du dit Rov i Ormens Huule binder.
Saligt Smiil paa de forklarte Kinder,
Nina ind i Mishaabs Mørke brød:
Gjennem Dødens Skygger, Gravens Skjød
Seer du! Livets svundne Bølge rinder.
Og hun svandt til Himlene igjen.
Aldrig, raabte jeg, skal Mismod drive
Tvivlens Sky for Haabets Udsigt hen!
Søde Engelord fra Himmelen,
Højt paa Midnats Hvælving, Lysets Skive,
Trøstende, skal Phantasie dig skrive!