Marmormasse, som af Dynd sig strækker,
Hvor sin Krands Naturen aldrig snoer,
Tudsens Suk og Uglens Nødskrig boer,
Meener jeg, i dine qvalme Sprækker.
Nei! thi med udvalgte Krandse dækker
Livets Kunster Sumpeørknens Spor,
Og Forlystelsers Manadechor
Menneskheden i Triumphtog trækker.
Mens paa Magtens gyldne Væderskind,
Tro, Oligarchiets Hyder ruer,
Glædens Ild, liig Vestas, ei udluer;
Barnligt legende Libellesind
Jager Spøgets Bobler hen og skuer
Aldrig op til Herrens Tindingbind.