O lacrimarum fons tenero sacros
Ducentium ortus ex animo, quater
Felix, ab imo qui scantentem
Pectore te, pia Nympa, sentit!
Gray.
Najas, som af tvende Urner gyder
Hemmelighedsfuld dit Tvillingvæld,
Vildt, som Bakken fra sit Fødefjeld,
Eller blidt, som den i Dalen flyder;
Du, som kun Fortvivlelsen forskyder,
Mens du Taarer har til mangt et Hæld:
Hør mig! skjøndt jeg ei er Jammers Træl,
Den Henrykte ei, som Taarer yder;
Dog, o Nymphe! du bønhøre mig
Og mig skjænke hiine ømme Taarer,
Naar en fremmed Smerte Hjertet saarer.
Helst dog dem, som dryppe, Duggen liig,
Naar til liflig Veemod Sorg og Glæde
Mystisk favne sig for Skjønheds Sæde.