Stormvinde suse
Om Fieldenes Top,
Fosser nedbruse
Og fraadende knuse
Graniternes Krop,
Mens Maanen kiæmper
Med vildsomme Skyer
Som graanende dæmper
Dens Glands og for andre undflyer.
Paa Vindens Höie
Barden staaer,
Fem Sneese Aar
Slukked’ hans Öie
og hösted’ hans Haar:
Ak! Kraft og Nöie
Igien forgaaer!
„Natur, din Sang
Af Elvebrusen
Og Tordenklang
Og Stormvindssusen,
Din Strengeleeg
Af skielvende Lande
Og steilende Vande
Dig aldrig sveeg!
Men koldt er mit Bryst
Og klanglös min Röst.
Ak! ikke meer
Min Harpe jeg seer!
Min Tid er omme,
Mine Dage aftalte.
Hvor er min Grav?
De komme, de komme,
Som tidt mig kaldte,
Skyeridende Fædre,
At hente mig af
Til det anede Bedre.
Anderledes det var
Da jeg i Kampen min Harpe bar!
Paa Sværdlængde nær
Stod Hær mod Hær:
Da tordned’ min Sang
I Skioldenes Klang
Og Döden sad
Paa min Læbe og qvad.
Stort Mandfald var der, Floden stod stille
Og kunde de faldne Kiæmper ei trille,
Og Kongen roeste: Din Harpe er værd
Titusinde Sværd.
Anderledes det ogsaa var
Da jeg til Gilde min Harpe bar!
Kong Leolin sad med væbnede Mænd
Og kaldte hver blodig Seier igien:
Da surrede mit Harpeslag
Sagtnende hvert Aandedrag,
Da blev Hiertet bag Brynien blödt,
Livet i Eegenes Skygger saa södt.
Anderledes det dengang var,
Nu jeg levet og siunget har!
Har? End jeg Tider leve skal,
Styrter, Klipper! Eders Fald
Knuser Land og lukker Havn,
Men bedækker ei mit Navn.
Ak! jeg var og end skal være
Men jeg er ei meer!
Tiderne min Marv fortære,
Styrt da, siælelöse Leer!
Min Tid er omme.
Hvor er min Grav?
De Fremfarne komme
I syngende Flokke
At hente mig af.
Lyt hvor de lokke
I Biergströmmens Fald
Med hemmeligt Kald!
Harpe, Harpe, hvor er du?
Vær min sidste Ven endnu!
Du, min heele Fryd og Ære,
Gaae med mig i Undergang,
Og din allersidste Klang
Bardens Ligsang være!”
Saa styrted’ han sig i Biergströmmens Fald
Med Harpen ned i den skummende Dal.
Men see! en stille Skye sig hæver
Og langsomt op mod Maanen svæver.
Det er den Ædles mægtige Aand
Som sled sig af Jordens kuende Baand
Og nu med Fædrenes Skarer
I Vinden henfarer.