Violerne dufte, Natvindene gaae,
De Stierner fremtindre i Æterens Blaae,
Det Himmelske kommer i Anelser ned,
Det Jordiske stiger i Længsler derved.
Therese under Jasminen sad
Og inderligt, barnligt til Frelseren bad,
Da dryssede ned til en Glorie
Fra Træet den reeneste Blomstersnee.
Og da den falder, hos hende staaer
En Engel i den, som Vaarens Vaar,
Da dirred’ det giennem Naturen hen,
Guldalderens Minde vaagned’ igien.
Mens selv en vordende Engel lig,
For Elskovs Seraph hun reiser sig,
Han sænker sin lynende Flammepiil
I hendes Hierte og giver et Smiil.
Da svimler hun hen i Glæde og Ve,
Gestaltet hun vil den Evige see
Og synker med inderlig Længsel og Savn
Tilbage i Blomsternes kiölige Favn.
O hellige Christ! Du troelovede Gud!
For dig vansmægter din eensomme Brud,
En hellig Ild, uudslukkelig,
For dig igiennemluttrede mig.
Jeg blev ved dit Kors af Medynk saa öm
Og baded’ det tidt i en Taareström,
Jeg holdt dig Korsfæstede tæt til min Barm,
Men ak! du levede ei og blev varm.
O kom da, min Brudgom, som hisset du gaaer,
Syv Stierner til Krands i dit straalende Haar!
O kom med tilbedede Læbe og Blik
Hvorfra det evige Foraar udgik!
Bönhör mig, o söde Alkiærlighed, kom!
O kom til Kiærligheds Helligdom!
Min Siel kun bæver paa Læbernes Rand,
I et Kys bortför den til Saliges Land!
Saa sværmed’ hun hen i himmelskt Begiær
Og drömte det hellige Höieste nær,
Og sittrede længe, som Harpen naar
En gudlovsyngende Seraph den slaaer.
Violerne dufte, Natvindene staae,
De Stierner blegne i Æterens Blaae;
Det Himmelske kommer i Herlighed ned,
Det Jordiske döer saa saligt derved.
Thi under Frydmelodier brat
En Gestalt opgaaer i den hellige Nat,
Syv Stierner til Krands i det straalende Haar,
I smilende Öie den evige Vaar.
Den nærmede sig med et brændende Kys,
Da sled den Troelovedes Aande sig lös
Og flöi fra de blegnende Læbers Rand,
En Hymnelyd, op til de Saliges Land.
Men af hendes Gravhöi en Lilje fremsteeg,
Som aldrig i Tidens Omskiftelser veeg,
I Sommer og Höst, i Vinter og Vaar
Den favre Lilje evindelig staaer.
Og end, et Under! af Lilliens Skiöd,
Og det er den Elskov, saa himmelsk og from,
Som af den reeneste Uskyld opkom.