Snedkeren og hans Drenge,
i Pestens Tid
i Pestens Tid
Sauger, hövler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nöden!
Ved hver Spaan vi hövler af,
Raller Een i Döden.
Lader fare Rist og Mag
I den grumme Pröve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dödens Kald at döve!
Pesten raser i vor Stad,
Gaderne er sorte,
Dödefölgets lange Rad
Gaaer af alle Porte;
Himmelen forbarme sig!
Intet Huus er uden Liig.
Rundt der er stor Ve og Gru,
Verden er en anden:
Qvinderne er uden Blu,
Uden Manddom Manden,
Og den store, store Nöd
Alle, alle Love bröd.
Sauger, hövler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nöden!
Ved hver Spaan vi hövler af,
Raller Een i Döden.
Hierters skiönne Baand er löst,
Ingen Hielp betrygger:
Giftigt er hvert Moderbryst,
Glutten Fingren tygger;
Dattren med forsteenet Blik
Nægter Moderen en Drik.
Faderen afskyer sin Sön,
Kiærligheden dræber;
Döden vifter i hver Bön
Lumsk fra Præstens Læber;
Selv i Herrens Blodkalk nöd
Mangen ak! den visse Död,
Lader fare Rist og Mag
I den haarde Pröve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dödens Kald at döve!
Hörer I hvorledes de
Sviir og Tummel drive?
Vildt de synge, drikke, lee,
Ruusen Mod maae give;
Uvist er hvert Aandedrag,
Thi bortsvire de hver Dag.
Skuer hist en Rövertrop!
Öde Huuses Döre
De ved Dagen brækker op,
Godset de bortföre.
Dyd og Medynk svundet er,
Men endnu har Guldet Værd!
Sauger, hövler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nöden!
Ved hver Spaan vi hövler af,
Raller Een i Döden.
Pestens Rustvogn ruller tvær,
Fyldt med Liig tilhobe,
Mangen ved sin Jordefærd
Höres end at raabe,
Men den blege Kiöresvend
Skynder sig til Graven hen.
Hastigt læsser man dem af,
Kaster saa en smule
Jord og Sand paa Skarens Grav,
Pestens fæle Kule;
Mangen Haand af Ormens Hiem
Krampefuld sig borer frem.
Lader fare Rist og Mag
I den haarde Pröve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dödens Kald at döve!
Rundtom bolner Saar i Saar,
Alle Afsked tage,
Dödningklokken stedse gaaer,
Dödningvogne knage — —
Stirrer ikke saa paa mig,
Drenge! I selv synes Liig.
Færdig staaer min Kiste hist,
Snart jeg den behöver,
Drenge, Drenge! ingen vist
Hos sin Mester töver,
Dog forlader mig min Hund
Ikke i min sidste Stund.
Sauger, hövler, hamrer brav!
Staaer mig bi i Nöden!
Ved hver Spaan I hövler af,
Ral — ler — jeg — i — Dö — den.