Kong Erik Eiegod med sine Mænd
I Purpurteltet sad og rundtom saae
Med Hævnens Fryd sin vidtopslagne Leir,
Og Sletten med de hvide Telte var
Lig oprört Hav og syntes skumme op,
Mens Jomsborg midt deri som Klippe laae.
Fra Muurens Taarne, med udslaget Haar
Og störknet Aande, seer Fortvivlelsen
Rundt den uhyre Folkedöd, imens
Tre Ypperste af Staden drage ud
At trygle Naade og Barmhiertighed
Ved Kongens Fod. Men i det samme traad
En Harpespiller op. Han fremmed var
Og ubekiendt hans Hiem. En Dödningluft
Gik kiölig ud fra ham og sammentrak
Hvert Hierte i den sammentrængte Kreds.
Ærbödig nærmede han Kongen sig
Og mæled’ saa: Jeg ingen Lige har
I Strængens Kunst, jeg byder over Graad
Og over Smiil, og i fremsiunget Færd
Fra mine Strænge bruser Tidens Ström.
Og förend Kongen Tegnet gav, han alt
I Harpens Strænge raslede og sang.
Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Hvad er heele Jordens Lyst?
Sölverskum ved Havets Kyst!
Hvad er Jordens heele Fryd?
Ungdoms Rangle, Daarskabs Pryd!
Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Frugtlöst Haab og hælet Graad!
Hvad er Alderdommens Kaar?
Glemsel, Spot til hvide Haar!
Herlig staaer du paa din Rod,
Lys om Top og Væld ved Fod:
Hösten kommer, Stormen gaaer,
Eegens Höihed brat nedslaaer,
Vandringsmanden ei den seer
Sukkende, den er ei meer!
Tidt ved Midnat i din Borg
Sniger sig sövnlöse Sorg;
Lögnen ved din Side staaer,
Avind bag din Höifærd gaaer,
Kraftlös Attraae, Jordens Gud,
Suger ak dit Hierte ud!
Salig, hvo i förste Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Vandfred stormer op din Siel,
Afsmag staaer ved Glædens Væld,
Af dit Indre, ak! dens Hiem,
Borer Smertens Braad sig frem.
Döende laae Fredegod,
Rundt hans Vaabenfælle stod.
Fryd opsprudled’ i min Barm,
Sagn udflöd fra denne Arm,
Större end min Fryd, mit Navn
Er nu Alderdommens Savn!
Saa han sang.
Kong Erik blegned’,
Tungt det kronte Hoved segned’
Paa hans Barm.
Af hans Arm
Skioldet gleed hvor Kunsten tegned’
Hver hans Stordaad, Skialdeklang
Ud i Evigheden sang.
Men Harpespillern töved’ kort og brat
De söde Melodier löde,
Da blev det liflig Morgenröde
I Sorgens dybe Nat;
Og det blev Lys, og atter Lys i Lys
Og Luften rundt et almeent Elskovskys.
Da smiled’ Erik Eiegod,
Tværskurrende, opdundrede hvert Fængsel,
Og Fangne deres Lænker bröd,
Fremstyrtende i jublende Trængsel.
Og atter smiled’ Erik Eiegod,
Da aabned sig den kongelige Lade
Og Gavmildhed med gylden Haand og Fod,
Og med en Giord af Frugter, Ax og Blade,
Lig höstlige Natur fremstod,
Og Skarer jubled’ Eiegod!
Og see! tre Oldinger i Sörgeklæder
Med hvide Stave hen for Kongen træder,
De knæle ydmygt ved hans Fod:
Mod os du ogsaa være Eiegod,
Barmhiertighed er evig Fryd og Hæder.
Men Harpespillern fra sit Sæde sprang:
Lyt först, o Konge, til min sidste Sang!
Hans Öie gnistred’ Hævnens Mod,
Tre Gange Oldingerne sukked’
Og Kongens Hierte sig tillukked’;
Og mens fra Harpen drypper Blod
Og Askegreene af dens Skiöd udskyder,
Lig Vandfaldsbrusen Sangen udbryder.
Kun Krymplingen er evig god,
Til ædel Hævn fik Manden Mod.
Konge! derinde
De klæde som Qvinde
Dit Billede paa
Og om Tindingen vinde
En Krone af Straae.
Naar Pogene leege
Den barnlige Krig,
De Svage som veege
Opkaldes efter dig.
Og kommer du
Ei Slaget ihu?
Lyt! Vindiske Pile
Dödvingede ile;
Hærene trampe,
De Saarede segne,
I Qvalers Krampe
Udvældede, egne
Indvolde de flette
Om Armen og slette
Med eget Blod af udsugede Saar
Den Brand hvori Gane og Læbe staaer.
Ve! Ve! Ve!
De komme! de komme! See!
Med stormende Haar
Og gabende Saar,
Med tömmede Aarer
Og Enkernes samlede Taarer!
Hör! Hör! de raabe:
Med Fostbrödres Mod
Vi gav dig hver Draabe
Af tilsoret Blod.
Vore Enker og Spæde
Nedkastede væde
Din tövende Fod.
Vær ei længer Eiegod!
Men fyld vore Aarer
Med Fiendeblod!
Giv Vinderne Lænker
Af medfödte Tarme,
Og lallende Arme
Og tiggende Enker!
Saa han sang, brat hans Gestalt undviger,
Som en falden og uhævnet Kriger
Uden Blik og uden Blod,
Iiskold han i Kredsen stod.
Men Kongen rasende opfarer,
I Haanden Brand og Sværd,
I Spidsen af hvinende Skarer,
Og ak! Iulin er ikke meer.