Mon Lykken da liig Fieldtopstyen sviger?
For hver en Nærmende brat denne svinder,
Den Fjerne blot, som ej deri sig finder,
Den skuer nedenfra og opad higer.
Kun Mindet, Lykkens Arving, sig beriger,
Mens Tidens Bølge gjennem Hjertet rinder!
Mit Forliv alt jeg samler rundt i Minder
Og stille ned mod taaget Nedgang stiger.
Med Kindens Roser søsterligt udgløde
End Aandens Roser, alle Idealer,
Og Døden mig i hver en Blomst tør saare.
O gid jeg kun som Dug og Aftenrøde,
Naar Livets Sol med stille Vemod daler,
Beholde Venskabs Smiil og Medynks Taare!