Min Genius sin Fakkel halv nedvendte,
Ved Lethes Bred jeg tog elysisk Blund,
Men snart en Drøm, liig Færsknens Æterduun,
Henaandet paa min Sjæl, den salig blændte.
Min Phantasie til Kjendsel sig fuldendte:
Det var, som drypped’ Nektar i min Mund,
Og meere Fryd end Jordens heele Rund
Jeg med mit store Jovisfavn omspændte.
I jordiskt Ord og Billed aldrig skal
Jeg kunde sige, hvad mig gjennembæved’:
Var det et Indtryk af mit Ideal?
O du, som Solen fra min Sjæl ophæved’
Og som igjen til Guder, Dagfryd, svæved’,
O kom paa ny ved Midnatsduggens Fald!