Hulde Barn! ei mig du kaldte Fader,
I din Ømhed havde jeg kun Deel,
Dog min Graad den spæde Dødning bader,
Ak! jeg giver ham min Sorrig heel.
Nattens Dug udbrister af din Pande,
Livet slukkes i dit Øies Skin;
Dødens Liljer og Violer blande
Farverne paa blaalig-hvide Kind.
Som en søvntillukket Urt, bedugget
Af den blege Maanes Midnatsgraad,
Hviler dn, i Dødens Favn indvugget,
Og af alle Modertaarer vaad.
Fromme Glut! fra de Fuldendtes Enge
Var det Smiil, du her saa stadigt bar,
Og dog lig et Veemodssuk, som længe
Bæver hen, din spæde Alder var.
Kiærlighed for Døden dig forklared’,
Uskylds Lilje bar du i din Haand,
Og i barnlig Mine aabenbared’,
Sødt betydningsfuld, en myndig Aand.
O du var en Engel, som forvilded’
Sig til Sorgens og til Dødens Bo,
Og nu midt i Smertens Træk afbilded’
Minen af en evig Fryd og Ro.
Trofast skal mit Hierte Mindet nære
Af dit lidende Forsonersmiil:
Evig algod maae Alfader være,
Ellers ej hans Skabning var saa mild!