Alt det Skjønne forgaaer, at Aanden ikke skal nøies
I sin fornedrede Stand: stedse skal Længslerne her
Brænde i Menneskets Barm, lig Lampen i natlige Fængsel,
Der, i Mørke og Mulm, Mærke paa Himmelens Lys.
Menneske! ei hvad du har, men hvad du savner og attraaer,
Det er din kostbarste Skat, det er dit ypperste Værd,
Thi det Herlige kun ved Savn du kan dig tilegne:
Nøie er Menneskets Fald, Længsel dets høieste Flugt.
Alt det Skjønne forgaaer, Symbolernes Verden omskiftes,
Og i andre Tegn taler det Eene sig ud.
Grav i Verdenens Aarbog: der ligger Seklernes Rader,
Som henskyllede Lag, Aandernes Bundfald og Spor.
Kloden er selv en Ruin, og, som Skimlen paa smuldrende Mure,
Frem af dens brustne Granit spirer den senere Vaar.
Ikkun et Eneste staaer, mens Tiderne daler og stiger,
Ikkun et Eneste var, er og skal være som før:
Det er det evige Liv, som, lig Blodet fra Hjertet, udflyder
Gjennem den hele Natur, hen og tilbage igjen;
Saa forkynder sig Sjælen i altid omskiftede Miner,
I utallige Træk varig den samme og een.
Derfor det kun er til, hvori sig det Eene opholder,
Kun Ideen, som Skjold, værger Forgjængelsen af:
I dit Levnets Kunstværk Ideen du derfor fremstille,
Stemme dig op til din Art, Arten er evig som Gud,
Ellers gaaer du til Grund, som Boblen brister paa Havet:
Havet er, dog hvor er Boblen, det farvede Barn?
Men hvis Ideen udfylder dit dybe, betydende Levnet,
Da er udødelig du, Gud er i dig, du i Gud.
Sjeldne Naturer nu fra Tiden Issen unddrage,
Bjergtoppe lig, som sees høit over Vandflodens Speil.
Anderledes det var, og anderledes det bliver,
Fremtid Gjentagelsen er af den forbigangne Tid.
Ja! der var fordum et Old, da Naturen barnligt udtrykked
I det troeste Præg Faderens evige Træk,
Da den end ikke, lig rødmende Frugt, fra Stammen sig skilled
Og i det vovede Fald fri, men forgjængelig blev.
End den gyldne Sphære bag Fortids Formørkelse ruller,
Poesien den end holder i rhytmiske Baand;
Alle Længsler did sværme, lig Skibbrudne, hvilke fra Skjæret,
Nøgne, nødlidende, see fjernt den forønskede Bugt.
Var er det klagende Sagn, skal være den Jublende Spaadom,
Sagn og Religion, Minde og længselfuldt Haab,
Tidens Poler de ere, som stedse forgjæves sig søge,
Indtil de blive til Eet der, hvor ei Tiden er meer. —
Selviske Nutid, som kun i Øieblikket rodfæster,
Verdenslivet for dig staaer i sit Vintersolstits;
Du Nødvendighed trodser og brammer med Frihedens Scepter?
Fri i dit Frafald du er, Frihed er Valget af Aag.
Viid, at Selvhed er i Naturen det rasende Oprør,
Og den uhyre Synd Friheds gigantiske Barn;
Selvhed er Sønnens Oprør mod den, som Livet ham skjænkte,
Ikkun Sønnens Død soner Forbrydelsen af. —
Saa forgaae du, Natur, lig Feberens grundløse Blendværk,
Og helbredet fra dig, langsomt, med Tidernes Løb,
Stræbe det affødte Liv til Verdens salige Hjerte,
Og i Eenhedens Skjød, sonet, Bevidstheden døe.