Ved et Æbletræ
som i Sept. 1804 paa eengang bar Frugter og Blomster
som i Sept. 1804 paa eengang bar Frugter og Blomster
Er det et skuffende Syn? et indre Billed, som maler
Uden paa Øiet sig af? Eller bortførte en Gud
Mig fra Eridans Bred til parthenopeiiske Havbugt,
Hvor med uvisnelig Krands Aaret fuldender sin Kreds?
Nej! det er intet Bedrag: samtidig, paa Daniens Slette,
Seer jeg den spæde Blomst slynget om modnende Frugt,
Og den undrende Green, berørt af sydlige Straaler,
Tvende Aarstider nu samler i samme Moment.
Skjønne Hesperiens Billed! Foreening af Ophav og Ende!
Ikke Hesperiens blot, Evigheds Billed, o Par!
Al min Længsel ved dig af tunge Bedøvelse vækkes
Og med Vind og med Sky stræber mod Syden min Aand.
Thi forunde du mig, med varsomt Tryk dig at plukke,
At et Hesperien jeg holde i hældige Haand,
At mit Øie i dig det evige Eene beskue,
Thi det Herligste kun sænker i Billed sig ned.
Lig Dioscurerne ellers ved Skjæbnens Strenghed I stilles,
Underverdenen ak! hvergang kun een giver fri:
Men nu er Skjæbnen forsonet, og begge, lig Tvillingens Billed,
Smile I Lys paa min Vei til det forjættede Land.
Dog hvad bebuder det Syn, det sælsomme, uventet skjønne?
Er det en mystisk Skrift, Tidens betydende Tegn?
Siig, o modne Natur! er Blomsten en Drøm om din Ungdom,
Som fra din skabende Kraft raner en sildig Gestalt?
Eller er den dit Digt, som frit over Lovene svæver
Og i sin Lovløshed nu vorder den ypperste Lov?
Faldt af din Kjede den Ring, til hvilken du Vinteren fæsted’,
Over hvis Skulder af Iis Høsten sin frugtfulde Kurv
Rækker den smilende Vaar? og skal da Sangenes Rige,
Længselets yppige Drøm standse i synlig Gestalt?
Dig er intet umuligt, du Aand, som i Verdeners Følge
Kun i skiftet Gestalt, evig og een kun, bestaaer:
Verdenshistorien er dit gigantiske, mægtige Levnet,
Skrevet med Folkeslag her, hisset fremstilt i Basalt.
Der hvor Vinteren grumt sit livløse Rige bevogter,
Hvirvlende Sneefog til Hjelm, størknede Vandfald til Spyd,
Der kan du, vældige Aand! i campanisk Grøde udbryde
Og i forsteeningen selv grave dit evige Smiil;
Der kan du, herlige Aand! i Livets Kunstværk dig sænke,
Som i Olympias Gud hiin aabenbarede Zevs;
Der i ukaldet Sang af Digterens Indre fremlyde,
Thi den højeste Kunst er kun den første Natur.
O lad mig sværme saa sødt og selv i ustandset Omveltning
Paa mit stigende Haab skue et talende Pandt!
Hvor den Skibbrudne før, livtryglende, Skjæret omspændte,
Syngende, Meieren nu sidder paa nærende Neeg;
Hvor mellem opstablet Marmor den brusende Mængde sig trænged,
I bortvejrede Stad, smutte Lacerterne heri.
Skyller ei Havet vidt over Tyrus sin bundløse Glemsel?
Hyler Hyænen ei fjernt hen over Datterens Grav?
Kun Omskiftelsen værer: af Barbarens knuddrede Kølle
Lokker en hemmelig Magt Kunstens elysiske Blomst,
Mens Barbariet hist i staalomsmeddede Arme
Knuser hver yndig Gestalt, Livet ved Musen modtog.