Mel. Wohlauf, Kammeraden, auf’s Pferd, auf’s Pferd!
I Leding, i Leding enhver, enhver!
Kun Leding vort Løsen skal være!
Lad Blødlingen sidde og klynke der!
Han leve, han døe uden Ære!
Men vi drage lystigt i Felten ud
Og beile til Æren, Soldatens Brud.
For Kongens Krone, for Arnens Glød,
For Dans aldrig kuede Rige,
Kamplystne, forhaane vi Nød og Død
Og falde maaskee, dog ei vige.
Fast staaer i Slaget enhver paa sin Plet,
Thi Frederik skuer og styrer det.
Bag ham, Kampbrødre! fremad, frem!
Hans Fjærbusk til Hæder os vinker.
Hvor Kampen er blodigst, der være vort Hiem!
Den alt underligger, som sinker.
Mod Kuglernes Hagel og Sværdenes Lyn
Frem med urokkede Øjenbryn!
Frit blomstrer Livet i Felten kun,
Langt fra Yppigheds skrantende Sønner;
Thi lader dem drømme paa Ederduun,
Mens Valpladsen under os drsnner:
De finde ej Nøje for lutter Fryd,
Soldatens Løsen er: savn og nyd.
Om Livets Værd den kun tale maae,
Som kjækt det i Kampspil udsatte;
Hvo det Hvide i Dødens Øje saae,
Det herligste Liv kan han fatte:
I Nød og i Fare, i Kamp og i Dyst,
Hvor Kraften er størst, er den største List.
Thi lader, Kampbrødre! Hær mod Hær,
Os spille om Livet og Krandsen;
Den Kjækkes urokkede Tro det er,
Naar han iler til Heltedandsen,
At hver en Kugle sin Udskrift har
Og rammer kun den, hvis Navn den bar.
Velan da, Fostbrødre, lystigt frem!
Minuten kun Sejeren skjænker.
Skal fremmed Bud vanære vort hjem?
vil I slæbe paatruede Lænker?
Nej! før udstrømme vi Livets Væld
For Kronens Ære og Landets Hæld!