Da, ej blot higende til at fortære,
Ved trygge Arne, ikke Trangens Træl,
Du Menneske med sødt opvaagnet Sjæl
Ei dyrisk nøjet var ved blot at være:
Da hiine Drifter, som sig ikke nære
Med selvisk Gridskhed, brast af Skjønheds Væld,
Og viet ind til et beskuet Hæld,
Du himmelsk elsked’ uden at begjære.
Og aldrig disse reene Kjendsler døe
I Selvheds Kjær, men klare sig foreene
I Fælleskabets himmelklare Sø.
Af denne du, o Anadyomene!
Mens Væsenkjeden dirred’ Leed for Leed,
Til Himlens og til Jordens Fryd dig sled.