Prometheus fra sit Klippesæde
Stirrede langs ad Tingenes Kiæde;
Imellem Dyr og Gud
Der er et Öde, et Brud.
Jeg skabende det fylder ud!
Mig vinker, mig vinker Eimarmene
Til det guddommelige Kald.
Stolte Kronion! ei du alleene
Livet i Former indfatte skal.
Driftige Natur, du holde
Hvilende, dit Aandedrag!
Hemmelige Nat, du folde
Flugten ud om den blændende Dag!
Kom, Betragtning med stirrende Öie!
Kom, Begeistring, fra Stiernernes Höie!
Og hans Tankers Ström henbruser,
Og hans Hierte slaaer med Bölgeslag,
Tifoldt Livet fra hans Læbe suser
I hvert Guddomsaandedrag,
Thi Begeistringen svinger
Om ham sine Vinger.
Af hans dybe Indre træder
Seirende, til Liv og Hlæder,
Værkets höie Ideal,
Skiönt som en Gud fra stiernetakt Sal.
Men fra underjordiske Lavasal,
Og Metallernes Grav,
Fra det skummende Hav
Og Stormenes Baner,
Med tryllende Kunstnerstav
Elementernes Aander han maner;
Fra oven og neden Svaret stiger:
Elementaraanderne.
Vi komme! vi komme! vi alle fornemme
Japetide, din vældige Stemme.
Gnomer.
Fra Mörke og Muld
Og Riger af Guld,
Fra Underjordsdomer
Opile vi Gnomer.
Ondiner.
Fra vandhvælvet Sal,
Vi fare paa Strömme
I Perlesnors-Tömme,
Med Flyden og Fald.
Sylfer.
Paa rödnende Skye,
Som Balsom neddugger
Og sagte os vugger,
Til Jorden vi tye.
Salamandre.
I hvirvlende Skare
Af Ætna vi fare,
Med Ildebrandskrandse
Vi Vilde hendandse.
Alle.
Vi vare! vi vare!
For Stiernernes Skare,
För Jord og för Tid.
Da var der Splid.
Nu give hinanden
Vi eenige Haand,
Vor salige Blanden
Er Skabelsens Aand,
Vi komme i Chor
Fra Luft og fra Jord,
Fra Ild og fra Hav,
Hvad er dit Krav?
Prometheus.
Hielper mig at fylde
Rummet mellem Dyr og Gud
Med et Væsen, som de andre hylde
Og som eier Jorden ved sit Bud.
Storm og Luer,
Jord og Hav,
Foreenede skuer
Ved min Kunstnerstav!
Gnomer.
Det Faste vi have,
Vi give dig Leer.
Ondin erne.
Ondinernes Gave
Det Flydende er.
Sylfer og Salamandre.
Vi Mægtige give
De ædlere Deele,
At fuldendt, det Heele
Maae vaagne i Live.
Sylfer
Vi Aanden dig give
Som vifter fra Læben.
Salamandre.
Vor Hvirvel skal drive
Livsaandernes Stræben.
Alle.
Grib din Dannestav, thi vi,
Uranide, staae dig bi!
Da skuer den herlige Titan
Sit Billed’ i det rislende Vand:
I Betragtning over det han hænger,
Stöttet ved sin gyldne Stav,
Dog brat han farer op og mænger
Jord og Hav.
Der ligger Deien, formlös og död,
Med Menneskeheden dulgt i dens Skiöd.
Thi see! begeistret han den tvinger
Ved sit Kunstnerbud,
Og de kaarne Former springer
Let af den, lig Blomster, ud.
Endelig staaer Billedstötten der,
Dens Piedestal Jordkloden er,
Dens Niske Himlens Bue,
Undrende Guder nedskue.
Men ak! den ikke Aande drager,
Og Döden i sin Favn den tager.
Da blæser Sylfen en Vestenvind,
Öiennem de smeltende Læber ind,
Og Purpurmunden sagtelig’
Rosen lig, udfolder sig.
Men ak! end Hiertet stille slaaer
Blodet ei sin Bölge slaaer.
Da Salamandren vældig kaster
Et Lyn i dens Barm,
Og Hiertet hopper og haster,
Og Blodsströmmen flyder saa varm,
Og Öiet, lig en Stierne,
Behersker det hyldende Fierne.
Da udraabte Prometheus:
O herlige Fader Uranus!
Fra din evige Taage du sende
Et Blik til Verdenens Ende!
O skuer, Titaner!
Vanhældige Aner!
Eders aandende Billed’
Prometheus opstilled’!
Lyt! Aanden svæver,
See! Barmen sig hæver,
Og Blikket bortiler,
I dets Omfang hviler
Havet og Jorden,
Og Stiernernes Orden.
Men ak! det föler ei og tænker,
Og selv ei Dyr endnu,
Det bærer Urtens trange Lænker.
O hörer mig med naadig Hu,
Æteriske Feer!
Begavende skiænker
Den aandende Leer
Det stærke Begiær
Med Naturen i Favnen,
Den skabende Savnen
Af meere end her;
Vilje og Tanke,
Evne at sanke
Meget til Eet,
Og uden Skranke
At straale i egen Majestet.
Og paa Æterhvælvingen
Til en Concha Stiernerne sig föie,
Fra dens Relling Feerne sig böie
Og paa Vindens Bölger glide hen.
Da blev det rundt som Morgenröde,
Og Vaarnaturen atter slog ud,
En höiere Natur at favne som Brud,
Og rundtom Brudesange löde,
Mens Himlen og Jorden i saligt Möde
Tilsammenflöde.
De lyse Feer.
I cirklende Dandse
Om dig vi os svinge,
Olympiske Krandse
Til Jorden vi bringe.
Vi signe dig! signe!
Du Guderne ligne!
De lyse Feers Dronning.
Den förste Krands jeg om din Tinding vinder,
Aftagende den Mælelöses Aag:
Der blomstre Smiil paa dine favre Kinder,
Bevidsthed vinke fra dit Öielaag;
Til meer end Skrig, din Tunge jeg lösbinder,
Til liflig Velklang og almægtigt Sprog;
I Tidens Ström opbygger jeg din Trone,
I Evigheden fletter jeg din Krone.
Da oprandt Smilets Morgenskiær
Og Læben stammede: kiær.
Hiertets lyse Feer.
Hiertets Skytsgudinder
Ere vi,
Hör os, og du finder
Alt deri.
Paa det vi Strænge trække,
Natur og Guddom slaaer
Harpen og de indre Toner vække.
Indtil Glæders lange Række
Ud fra Himlen over Jorden gaaer,
1.
Dit Hierte sig stemme
Til Alharmonie,
Du Alt og i Alt dig fornemme,
Mangfoldiggiort ved Sympathie;
Med tusinde Fölelsers Arme
Det Livlöse selv du opvarme.
2.
Jeg Guders Attraae skienker dig
Stor og herlig at vise sig:
Hæderns grændselöse Rige
Underkastes dine Bud,
I Naturen og blant Lige
Du herlig skride, som en Gud.
3.
Jeg dig vil forære
De reene Begiær,
Som ikke fortære,
Æteriskt sig nære
Med Lyd, Gestalter og Skiær.
Da dirrede alle Fölelsers Strænge,
Rundt Naturen var oplöst
I et saligt Almeennöie;
Skiönhed gik over Fielde og Enge,
Og ved den Fölendes Bryst
Laae Himmelens Höie.
Phantasiens lyse Feer.
1.
Hos troefaste Minde
Du stedse gienfinde
Det svindende Hæld;
Fornyet, gienrinde
Dit Liv til sit Væld.
Og over dets Skiel
I Haab det skal svinde
Fra nu og fra her,
Og af din Siel
Skal kommende Dage
Forud modtage
Glæde og Skiær.
2.
Hvad jeg forunder,
Dig Guden misunder:
Lyren og Kunstnerstaven
Modtag dem! er Gaven.
Af denne Spire
En Verden udskyder,
Fra denne Lire
Det Heele gienlyder.
En Gud, du frembringe
Den savnede Glæde,
Og flette nye Ringe
I Tingenes Kiæde.
Og Guder nedstige,
At vandre med Fryd
I ætheriske Rige
Af Former og Lyd.
3.
Fra Kunstens ætheriske Bue
Som over dig spænder sig ud,
En vinkende Himmel du skue,
Og hiin, den överste Gud,
Med Evigheden, hans Brud,
Ved den salige Barm
Og Verdnen, hans Sön, i almægtige Arm.
Fornuftens lyse Feer.
Phantasiens Blomster döe,
Evigt er Tankernes Fröe.
1.
Jeg herligt dig skiænker
Olympiske Tanke,
Den bryder dine Lænker
Og over din Skranke
Til Guderne drager,
Hvor Hilsen modtager
Den jordiske Giæst
Ved den evige Fest.
Hersk i Naturens Rige:
Til Afgrunden du stige,
Til Stierner undvige,
Ved Skiebnens Fod
Blot Tingenes Rod
Og Kilden til Tidens Flod;
Med dristig Forstand
Find Skabningens Plan,
Og hiine förste Idealer
Hvis reene Pragt
Formörket og svagt
I Tidens Flod sig af maler.
2.
En virkende Gud,
Handling din evig bekrandsede Brud
Give Naturen og Tiden du Bud,
Og Verdens Aarhog fra dig flyde ud.
Vær hastig og stærk.
Dit vordende Værk
Til Spidsen du bære,
Til Gavn og til Ære.
Fuldendelsen sætte
Paa det sin Krands,
Og Sekler sig flette
Om det i Dands.
3.
I Visheds rolige Æter
Din höieste Krone jeg fletter.
Her ved Skiebnens Barm du hvile
Og paa Alt nedsmile.
Du Overbevisningens Kiede
Om Verdnen udbrede
Og mægtig den lede,
Mens Tiden nedskriver
De Love du giver:
Thi Verdendandsen holdes i
Dit Tankefölges Melodie.
Saa de ætheriske Feer sang
Og deres Liljeseptere svang.
Men værdigt at staae i olympiske Sal,
Stod paa Jorden et Idea.
En fremmet Henrykkelse foer
Sagte giennem den undendre Jord;
Morgenrödens Kilde sig udtömte
Og i den Jordkloden svömte;
Rundt Naturen syntes sprungen ud
Til en eeneste Blomst for sin Gud,
Rundt var Luften oplöst i
Idel Hymneharmonie;
Paa de rosenröde Höie
Gik et ubegrændset Nöie,
Uendelig Henrykkelse Verdenen tog
Og til Udtryk, som en Harpe, den slog,
Indtil Skiebnens Almagt, fattig vorden,
Daanede i Favn af Jorden.
Men hvilken Angest og Gruen?
Hvilken fierntfra buldrende Truen?
Ve! de lyse Feer undfly’r!
Solen sig dölger
Bag flygtende Sky’r,
Jordfladen bölger
I bristende Rystelse.
Ve! Ve! Ve!
Afgrunden föder
Og bristende stöder
Paa Luers hvirvlede Top
De sorte Feers Skarer op.
Under Jordskiælv og Torden
Sled det Onde sig lös:
Freden bortveeg fra Jorden,
Livskilderne frös.
De sorte Feer.
Hvo löser vore Kieder
Og umodstaaeligt leder
Fra det evige Blund
Paa Afgrundens Bund?
I cirklende Dands
Vi formörke din Glands!
Vi bande dig, bande!
Og brænde din Pande
Med Helvedes Ild:
Vær fredlös og vild!
De sorte Feers Dronning.
Skiebnens faste Love byde
Over Dyr og Gud,
Eene du skal turde bryde
Driftens lykkelige Bud.
Jeg löser hiine Lænker,
Som selve Guder pryde,
Og til förste Gave skienker
Smertens Braad
Og Jammerens Graad.
Saa far i Töilelöshed hen
Mellem Jorden og Himmelen.
Hiertets mörke Feer.
1.
Jeg ödslende dig giver
Avind, Had og Haan;
Os sönderriver
Hierternes Baand.
Kom tilbage, chaotiske Taage!
Gamle Tvedragt, ryst dine Snoge!
2.
Kneis fra omhylede Sæde,
Kneis, hovmodige Tyran!
Som Misvæxt, du nedtræde
Dit blomstrende Land!
Som Pesten, du æde
Dit Folk af dets Kiæde.
3.
Selvhedens Drage
Sin Rede tage
Dybt i dit Bryst!
Paa Spliden den ruge,
Umættelig sluge
Den dyriske Lyst.
Phantasiens mörke Feer.
1.
Med martrende Slanger
Selvæderen Anger
Dig pidske tilbage
Til hadede Dage.
Du fredlös omströife,
Og Frygten dig slöife
Fra Nutiden bort
Til Fremtidens Port.
2.
Vanvid oplöse og slöve,
Broutende Skaber, din Sands,
Og dybt din Bevidsthed bedöve
Med blyetunge Valmuekrands!
Med Spögelsers Skare
Du ængstet vildfare
Og ræd dig forvilde
I Tarantaldands.
Dit Raserie,
Opmuddrende Livets Kilde,
At Himlen og Jorden
Ei speiles deri,
Forrykke den evige Orden.
3.
Og Helved sig male
Om Tiggerens Leie
Det evigt sig dreie!
Og Diævlene stedse
I skruede Kredse
Nærmere trine,
Vildttruende hvine,
Men nölende grine
Og tusindfold pine.
Fornuftens mörke Feer.
1.
Vildfarelsen hygge
Dig moderlig,
I din Aand dens Skygge
Aftegne sig!
Og Lögnen klæbe
Ved giftige Læbe,
Og Falskhed stræbe
Med Favnen at dræbe.
For Meening du blöde,
Med Liig den föde,
Og i Strömme af Blod
Fæste det Onde dybere Rod.
2.
Med skabende Brynde
Du vældig begynde,
Nvd forud den Ære
Som Lönnen skal være.
Da daane din Aand!
Da visne din Haand!
Rundt om Værkets Torso skride
Du med Öienfærds bange Hu,
Vildt fortvivlet, slide
Den halve Krands itu,
Og bande i hylende Klage
De frugtlöse Dage.
3.
Tvivlen lösbinde
Din grundlöse Aand,
Du ikke gienfinde
Begrebernes Baand.
Forgiæves du raabe
I Örkenens Sand,
Ingen Kundskabsdraabe
Kiöle din Brand!
I Tvivlslabyrinther,
Ved Verdenens Fald
Og Undergangssplinter,
Mod dig selv skal vende
Og forekomme Dödens Kald.
Saa de sorte Feer sang
Til Afgrundsbröl og Tordenklang,
Og ak! mod det han selv fuldendte,
Fortvivlet, Prometheus Staven svang,
Men Skiebnen Slaget vendte,
Den Sönnen i Favnen tager,
Fra Caucasus lyder Faderens Klager.