Priser, o Skjalde,
Stjerner og Helte,
Roser og Møer!
End jeg lovsynger
Højhed og Ynde.
Dog fremfor alle
Til Æmne jeg kaarer
Fossen, den vilde,
Som først kun en Draabe,
Til Vandflod opvoxer.
Min Lovsang skal lyde,
Skjøndt ikke fornemmet,
Højt i din Brusen,
Du Klippefortærer!
Du Landeopsluger! — —
Skjøn er din Fødsel.
Med Højdernes Nymphe,
Jomfruesneen,
Den Lilliehvide,
Solen dig avler;
Dg Vinterens Hustru,
Den evige Kulde,
Ved staalhaarde Bryster
Af Iis dig opklækker.
Stærk er din Barndom,
Du Hercul i Vuggen!
Til Krandse du plukker
Graner, som Blomster;
Med Ørnen du leeger,
Din Sommerfugl er den,
Og kaster, lig Barnet,
Med spraglæde Kisler,
Vi Dverge hernede
Kalde dem Klipper.
Hvorhen nu? du Vilde!
Stands! Afgrunden singer — —
Ha! Rædsomme Yngling!
Der staaer du, uhyre,
Fra Skyen til Dybet,
Og Fjeldene revne,
Og Dalene hyle,
Og Tanken forgaaer
I dit døvende Bulder.
Selv Vinteren ikke
Kan standse din Vælde,
Han pryder sit Skjæg
Med dit størknede Sølvskum,
Og hænger sin Krone
Af Iiskrystaller
Paa Fjeldvæggens Kanter,
Til Tegn paa hans Dømme:
Men ned fra Himlen
Du Regnbuen bærer,
Som Sejersbanner,
Og lader det vaje
Fra Klippe til Klippe,
Og stifter dit eget
Selvstændige Rige,
Lig Aanden i Tiden.
Dog nede paa Sletten
Nn mandig ædel,
Beherskende Kraften,
Dn prægtig henskrider,
Opklækkende Stæder,
Omfavnende Lande,
Og stedse dig krandser
Med vexlende Slægter.
Men og du træller
Og Byrder bærer.
Som Huusdyr, du følger
Menneskets Vælde,
Du Foster fra Himlen!
Som Lejesvend, drejer
Dn Møllehjulet;
Du bukker dig under
Broernes Aag,
Og gnaver stedse,
Stille fortvivlet,
Digernes Lænker.
Da brat du mindes
Din Ungdoms Kraft,
Din himmelske Stamme,
Og Digerne knuser.
Nu herster du.
Med oprevne Skove
Din Sejer du krandser,
Og Byer henvelter,
Med brslende Hjorder,
Foragteligt Bytte!
Og hefter din Fraadde
Til Rædselsvinge
Ved Flygtendes Hæl;
Og kneiser paa Torvet
I indtagne Stæder
For lukkede Raadhuus,
Imeodes det bleege
Senat deroppe
Paa Tagene raadslaaer.
Dog snart du vender
Frivillig tilbage
Til Aag og til Lænke,
Til Broe og til Dige,
Og flyder stille,
Stillere stedse,
Mod Alderdoms Sandørk.
Den sagte indsuger
Din tæmmede Vælde,
Og Havet modtager
Tilsidst dine Taarer,
Og disse med dine!