Jeg drömte jeg var en Harpe af Guld,
Og Lilla leged’ i mine Strænge,
Hver Melodie blev saa blöd og fuld,
Og Strengen, standsed’ hun, dirrende længe;
Og o! den Ömme,
Ved uvant Lyd,
Sank ned i Drömme,
Til anet Fryd.
Men hvor det gaaer, eller ikke gaaer,
(Sligt stundom vel i Drömme hænder)
I Harpens Sted der en Elsker staaer
Og Lilla mig i sit Favn erkiender —
O grumme Forvandling! hun flyer saa brat
Og ak! jeg vaagner i Taushed og Nat.
Jeg drömte igien at være en Spurv,
Som hun fortörnet i Barmen giemte
Hvergang den pilled’ i hendes Kurv
Og vildt omflaggrende, Harpen forstemte.
Jeg turde pikke
Ambrosiskt Bröd
Og Nektar drikke
Af Munden röd.
Men hvor det gik eller ei gik til,
Brat min Gestalt tilbagevender,
Forfærdet seer hun det Tryllespil
Og bort fra mig med et Skrig sig vender —
O grumme Forvandling! hun flyer afsted
Og ak! jeg vaagner saa hastigt derved.
En andengang blev jeg drömmende til
Min Amathusias væver Terne,
Min Id var Gratiens Kald og Spil,
Hver Perle blev i min Haand til en Stierne;
Hvergang jeg klæder
Gudinden af,
Paa nye hun træder
Af cypriskt Hav.
Men hvor det gaaer eller ikke gaaer,
Omskabelsen i Hast forsvinder,
Og mens hun der som Dione staaer,
I Gratien hun sin Elsker finder —
O grusomme Drömme! Hun dukked’ ned
I Slör og Giord, og jeg vaagned’ derved.
Da — neppe troeligt — jeg drömmer hun er
Omskabt til Elsker og jeg til hende,
Hvo tænker ei, at jeg overbær
Og at vi begge foreenede brænde?
Med antændt Læbe
Og Hiertets Iil,
Vi sammenstræbe
I Kys og Smiil.
Men hvor det gik eller ikke gik,
Skiöndt til os selv vi tilbagevende,
Dog luer Ömhed i hendes Blik
Og Kys fra Læben i Luften udbrænde —
O signede Phantasos! endelig
Hvad Skiebnen nægted’, forundte du mig!