Aand, min Aand, hold inde med at klage,
Viisdom for hvert Tab helbrede dig;
Mandig savn og ikke sku tilbage,
Er der ingen Fremtid? Blinde, siig!
Meener du, at Almagt alt udtømmed’
Sig i Alforgjængeligheds Skjød?
Daare! meer end bort med Tiden svømmed’
End ei ud af Verdners Kilde flod.
Haabet Himlene forud fornemmer,
Hver en Udsigt Hiertets Eje er;
Hvad Alfaders Mildhed endnu gjemmer,
Maales ei med dødeligt Begjær.
Eller mon, Hovmodige! du tænker,
At din bedste Tanke, reen og stærk,
Ikke bærer Endeligheds Lænker,
Ligen til hans ubegrebne Værk?
Svage! knæl i Støv og stirr i Straaler!
Stirr mod sidst opdaget Stjerne hen!
Svar, om du Alfaders Almagt maaler,
Om din Tankes Flugt omflyver den!
Derfor, fri fra Nu og Før, du svimle
Paa det Endeliges sidste Top;
Snart, omluftet af Algodheds Himle,
Brvder Livet af sin Foraarsknop.