Du, som ved vansmægtende Begjær,
Som paa Sorgens Arnesteder brænder,
Grumme Minde! din Liigfakkel tænder
Ti! de døde Glæders Jordefærd;
Eller med en skyldig Glædehær
Stræng for Samvids Stol tilbagevender,
Hvor den Angerfulde nu erkjender
Dem forvandlede til Furier:
Drejer om Forudsigts høje Sæde
Til at frygtes og at attraaes, sig
Ikke alt et Nok af Qval og Glæde?
Maae en anden Tartarus ved dig
I Forgangenhedens stille Skygge
Sig af evigt Savn og Anger bygge?