Med nedstyrtet, hærdet Pande klæber
Ved den slidte Steen Forbryderen;
Uskylds fromme Suk mod Himmelen
Døer igjen paa ubønhørte Læber.
Nag og Nød i Lænker Sjælen slæber,
Gudens Offerdyr, til Altret hen,
At hengiven daanet, den igjen
Til bevidstløs Væsenløshed stræber.
Ahriman! er det din Helligdom,
Hvor du dig i Suk lovsynge lader
Og vellystig dig i Taarer bader?
Styrter disse grumme Altre om!
Og paa nye kun Skjønhed, Tak og Glæde
Smile rundt omkring Alfaders Sade!