Lifligt er det, naar fra Kalkens Rand
I dens Nepenthe hver Sorg forsvinder;
Sødt det er, naar tvende Sjæle finder
Sig i Elskovskyssets reene Brand.
Skjøn er Venskab, som i Dødens Land
End Orest og Pylades forbinder,
Herlig Hæderen, som Krandsen vinder
Om den sejerfælle Dannemand.
Himmelskt er det, ingen Pligt at saare
Og i reen Bevidsthed kjendes fri
For den Ædles ufortjente Taare.
Men guddommeligt, paa hælet Sti,
Halv undseelig, giennem brustne Vægge
Neeg og Giord paa Armods Straa at lægge.