Til Septembermaaned
1804.
1804.
Milde September, o siig! hvorfra din vaarlige Ynde?
Heftigst er Glæden ve! naar vi ei ventede den,
Men vi vil nu saa gjerne ved Tanken det Kjærkomne fængsle,
Under dens Formynderskab Hjertet, det ødslende, see.
Ei som en aldrende Mand — med Ynglingens glødende Mine
Rækker du os din Kurv, randfyldt med Frugt og med Blomst,
Og paa din Skulder sidde smaae Fugle, som synge og næbbes,
Er det alt Foraar igjen? spørger den vexlende Sang.
Rig paa Spørgsmaal og er, o September! min søde Forundring,
Digtre med Guder selv tage saa nøje det ei.
Springer det modnede Aar den vrantne Alderdom over,
Knyttende Manddom paa ny til den fremblomstrende Tid?
Har du i Jupiters Sal, hvor Tiderne dandse om Tronen,
Fra den blussende Vaar røvet den evige Blomst?
Eller kasted’, da lige han Dagen og Natten afvejed’,
Zeus med Lune en Krands hen i den natlige Skaal?
Slig, hvad bebuder det Under? Et andet Rige paa Jorden?
Markens frivillige Frugt? Barmens ustraffede Lyst?
Møjerns Ixionshjul, med Menneskeheden omhvirvlet,
Staaer det stille engang? Sluttes der endelig Fred
Mellem de tvende Magter, som styre Verden, og tage
Chronos, Astræa og Pan atter det Elskede Spiir?
Da var der Fred paa Jorden og Ustyld i Hjertet, da hasted’
Attraa og Nøje omkap gjennem hver lykkelig Barm.
(Stedse dog vinder hiin, thi den anden før den ei kan komme,
Saaledes Nat og Dag følges afvexlende ad.)
Snaksom, o skjønne September! jeg bliver ved denne Forandring,
Og mit ordrige Digt qviddrer som Fuglen i Vaar,
Thi, o milde September! du gavnmild, som Phøbos, mig skjænker
Blomster i tusinde Tal til Pieridernes Krands.
Neppe kan jeg opsamle og ordne de skyndede Gaver,
Og den langsomme Form fatter de Vrimlende ei.
Ret saa! forsyn mig meget, for Vinternætterne komme,
Da skal Betænksomhed nok ordne den brogede Pragt,
Naar ved Naturens Død de hylende Nordvinde klage
Og som dens Elsker, fiernt Solen i Sørgedragt staaer.