Den Ridder stamped’ i sin Gaard,
Staldsvenden det fornam,
Hist Støvet stjuler ham.
Nu rask, min Ganger, fremad, frem!
Som Fuglen stræk dig ud!
Da skal vi snart opile dem,
Den Røver og min Brud.
Saa skal du staae i luune Stald,
Fra Bidselet befriet,
Og hun dig daglig klappe skal,
Skal fodre dig saa blidt.
Den Ganger nemmer Herrens Bud,
Som Vinger, strækker den
De snelle Been i Luften ud
Og skyder lynsnar hen;
Og Ridderen, en Engel lig,
Med Hævnens dragne Sværd
Den bleege Voldsmand nærmer sig,
Igiennem Krat og Kjær.
O Svend, hvad reiser Sand og Støv
Og kommer nær og nær?
Prøv, om du højt i Aspens Løv
Mon skjelne, hvad det er.
Eu Hvirvelvind, o Herre, snoer
Sig rundt i Skov og Sand;
Hvad eller og en Øxenhjord
Nu drives ind ad Land.
O Svend! det aldrig er en Vind,
Som reiser Skov og Sand:
Min Ridder i sin Rustnings Skin
Jeg klarlig skue kan.
O Svend, en Hjord det aldrig er,
Som drives ind ad Land:
Min Ridder med sit dragne Sværd
Jeg klarlig skue kan.
Den Voldsmand bliver kold og varm,
Han drager Dolken frem,
Og sætter den paa Møens Barm,
Saa skuer Valmar dem.
Stands, Valmar, stands, og først hør til,
Da viis dit djærve Mod,
Nu stands, ifald du ikke vil
Brat see det elskte Blod.
Thi ved dit Vaabens første Sving,
Ved første Tegn til Dyst,
Nedsynker Dødens kolde Sting
I dette hvide Bryst.
Du Røver! Nidding! Arge Trold!
Du Snog fra Helvede,
Som snoer sig i en Dødlig Fold
Omkring min Elskede!
Dog hvis — det er mit Ritterord —
Du hende slippe vil,
Jeg giver dig min heele Hjord,
Med Eng og Vænge til.
Min Eegeskov vel ligesaa,
Hvor ingen Øxe klang,
Derinde hoppe Hjort og Raa
Ved Fuglens muntre Sang.
End giver jeg dig Isseslot
Og rundtom Land og Vand;
Da bliver du den største Drot
Og Kongens første Mand.
Men Nyt den Voldsmand strax opfandt,
Og trædsk mod Valmar vendt:
Giv mig din Haand derpaa til Pandt,
Da er den Feide endt.
Af Sadlen Ridder Valmar sprang
Og hastigt nærmed’ sig,
Da Røveren sin Daggert svang
Med modløs Niddingsvig.
Men lig en Engel midt i Nød
Med Hielpens sikre Arm,
Afvendte Hun den lumske Død
Og over den Forvorpnes Liig,
Han faldt ved hendes Haand,
De Elskende omfavne sig
Til aldrig opløst Baand.
Og Ridder Valmar knæler ned:
Mit Liv er evig dit,
Du har belænet mig dermed,
Dig være det indvi’t.