En Elsker lig, den heede Sol neddaled’
Og efterlod en Rose sig til Minde,
Som for Naturens Længsel den afmaled’.
Saa rød den stod paa Vesterbiergets Tinde
Og i en overjordisk Lue brændte,
Som alt for snart for Øiet maatte svinde.
Mit tankefulde Blik mod den jeg vendte
Og vilde alt dens Undergang beklage,
Jeg jo hvert Øieblik den maatte vente.
Da falmed’ og de store Blade fage
Og spredtes fjernt og nær paa Land og Bølge,
Kun Stilken, Bierget, eene blev tilbage.
Men mine Taarer, hvad jeg ei vil dølge,
Med barnlig Fylde ned ad Kinden fløde,
Dog var en stor Idee i Synets Følge.
Saa svandt, Romanzia! din Aftenrøde,
Som Jord og Himmel underfuld forgylded’.
Men snart i Nattens Skjød Naturen døde.
Først Hella’s Genius, hvem Verden hylded’,
Paa Jorden reised’ Kunstens høje Troner
Og Formen med Guddommeligt udfylded’.
Da Guderne med Septere og Kroner
Saaes frem af Elementerne at stige,
Til Himlen løftede paa Hymnetoner.
Og som det Skiønne og Guddommelige,
En Tvillingsblomst, mod Stiernerne sig hæved’.
Blev Jordens Dyrker Guders ædle Lige.
Nu mod Ideens reene Arter svæved’
Det lette Liv, opløftet over Trangen,
Og det Undværlige til Lykke kræved’.
Meer end Natur gjenlød i Digtersangen,
Paa Steenens Haardhed Skjønheds Maanskin hviled’
Og Hjertet banked’ efter Lyraklangen.
Og snart fra Kunstens bedre Verden iled’
Den blide Rhytmus til det Virkelige,
Til Livet, ligt et Kunstværk, yndig smiled’;
Mens høit til Himlen Haabets lyse Rige,
Paa Hymner og paa Længselssukke baaren,
Det Virkeliges Virakduft, saaes stige.
Lovsjungne Tid, som lys og blid, lig Vaaren,
Hver Skjønhed og hver Glæde trofast tiente,
Endnu til aldrig opnaaet Mønster kaaren:
Din Sol gik ned — med Nordens Kraft forrente
Sig Sydens Ynde til en anden Alder,
Som mandig kjæmpede og barnlig meente.
Romanzia! da fra dit Øie falder
En sælsom Aftenrøde paa Naturen
Og Aanders Rige ned til Jorden kalder.
Imellem Sydens Stierne og Arcturen
Det Underfulde sig gigantisk hæver
Fra Jordens Kjerne op i Luftasuren;
Dg højt som det, paa Kraftens Spidse, svæver
Det stærke Liv imellem Drøm og Fare,
Mod Himlen smilende imens det bæver.
Da Korsets Helte i en hellig Skare
Vidt over Hav og Forbierg, Ørk og Mose
Mod Dagens Porte Himlens Banner bare;
I Elskovs luttrende Apotheose
Hver Dame Himlens Frue lig blev funden,
Blant Riddersværd en tornevogtet Rose;
Med Heltedaaden Sangen gik forbunden,
Og Sværd og Harpe at samklinge lærte,
I samme Haand af samme Krands omvunden.
Forhaante Old! fordi dit store Hjerte
Slog højt mod Himlens Barm og Kjæmpestyrke
Fremstod i hver din Daad og Fryd og Smerte.
Dit stiernefulde, billedrige Mørke,
Da Veemods søde Graaddug turde rinde,
Hvor skjønt mod Eftertidens klare Tørke!
Hvor stor din Kraft, som højt fra Farens Tinde
Hver Krands bortrev, mod de nedsiunkne Glæder,
Som kun i Levnet stakket Liv kan finde!
Ja! skjøn med Kors og Glavind du fremtræder,
Af begge underfulde Blomster springe,
De synes groete paa ukjendte Steder.
Til Krands de yppigt om din Hjelm sig svinge,
Mens Aander, Engle, Feer, Sylfer stige
Af Kalkene med Sommerfuglens Vinge
Og stifte, o Romanzia! dit Rige.