Aarle traad jeg af Naturens Skranker
I vit Adyton, o Phantasie!
Hvor med gjennemsigtigt Tryllerie
Formen skjønt om Sandheds Høihed ranker.
Himmelbilleder og Seraphstanker
Smeltes her ved hemmelig Magie,
Og ved Loves Magt og Harmonie,
Liig Chrystaller, om min Aand sig sanker.
Higende til Friheds Rum igjen.
Prydindfatningen jeg tungt kun slæber,
Skjøndt et himmelsk Stof til den flød hen.
Saa en Myg med dristig Vinge klæber
Fast ved Ravstof, snart indfattet, den
Af det gyldne Favn forgjæves stræber.