Paa Unger sidder
En kiærlig Hun,
Ved Hannens Qvidder
Saa mangen Stund.
Da kom mod Qvelde
Fra Milers Rög
Tre Mænd, at fælde
Den ranke Bög.
Og Lunden brager
Af Öxeslag,
Og Fuglen klager
Ved hvert et Drag.
Men for de Ægge
Er Bullen haard,
Thi Glöd de lægge
I Træets Saar.
Da Vinden vender
Saa hastigt sig,
Og Luen brænder,
Ustandselig.
Paa Unger sidder
Den Ömme der,
Men Hannens Qvidder
Ei höres meer.
Om elsket Rede,
Om spæde Kuld
Han sig vil brede,
Saa rædselfuld.
Forgiæves klynker
Den ömme Han,
Snart brændt han synker
Fra Redens Rand.
Da Hunnen giver
Et Skrig, og saa
End Offer bliver
For sine Smaae.
Den Ild fortærte
Det heele Kuld,
Og ak! af Smerte
Min Barm blev fuld.
Men da mit Öie
Fra Jorderig
Til Valhals Höie
Oplöfter sig,
I Friggas Hænder
Jeg Reden seer,
Og o! nu brænder
Den ikke meer.
Af Ildens Luer
Hun frelsed’ den,
Og venlig skuer
Den nu igien.
Paa Reden sidder
Den Hun paa nye,
Med sagte Qvidder,
Saa blid og blye;
Mens Hannen svinger
Sig rask og glad
Om Friggas Finger
Med freidigt Qvad.
Gudinden mader
De Unger blidt,
Og klapper Fader
Og Moder tidt;
Med Reden prydes
Idunas Træ,
Nu Himlen frydes
Ved Jordens Kræ.