Den Døende
1805
1805
Hvor qvalmt herinde!
Luften størkner
Og grusomt nægter
Livet det sidste,
Befriende Suk.
Ud! Ud!
I grændseløs Vidde,
Paa Alpernes Toppe,
At indaande Fjernet,
At udsuge Stormens
Opblæste Kinder!
Luft! Luft!
En eneste Gang! — —
Hellige Alaand!
Herude vil jeg
Modtage det sidste,
Opgive det sidste
Aandedræts Viften.
End eengang jeg drikker
Dybt af dit blaae,
Altid omvendte
Bundløse Bæger,
Af hvilket du gyder
Dagen og Duggen,
Hvor Solen hænger
Ved rosenkrandst Bred,
En blinkende Draabe
Og dog et Lyshav! —
O blege Høstsol!
Udgaaende Fakkel,
Som mat beskinner
Naturens Vaar:
Veemodigt du smiler
Igjennem Regnskyens
Tøvende Draaber
Den Visnende til.
Dit Vink jeg forstaaer.
Stønnende Høstvind,
Naturens sidste
Langsomme Dødssuk:
Ængsteligt du dreier
Det afblæste Løv
Til Krands om min Tinding
Og saa mig indvier
Til Undergang.
Jeg kommer! jeg kommer!
End jeg vil døe,
Forgaae med Naturen,
Forgaae i Naturen,
Et Støvgran meer
I den store Opløsning,
I Undergangshvirvlen!