I Dannerkongens yndefulde Have
Jeg blant de favre Blomster henrykt gik,
Og heftede paa mangen Vaarens Gave
Med stille Længsel mit forelskte Blik.
Vel saae jeg ej Gudinden der, om hvilken
De tidt sig flette i en herlig Krands,
Dog stode de i faver Pragt paa Stilken,
Udfoldende den reene Farveglands.
Først skued’ jeg et aldrig glemt Kjærminde,
Det var saa skjønt i Himlens Farve klædt:
Vil Kongen sig en Blomsterkrone binde,
Da pryder det hans høje Majestæt.
Naar Solen ned i Purpurbølger dukker,
Da Hjertets Yndling, Natviolen sig
Ved Aftenstjernens reene Smiil oplukker
Og dufter sødt, den dulgte Ømhed liig.
Men naar nu Lysets Gud sig atter hæver,
Da Rosenknoppen i sin Pude staaer,
Een Draabe Dug i den fra Himlen bæver
Og Vaarens Fylde Sommerpragten spaaer.
Blant andre Blomster, som af Solens Lue
Modtage deres Farveskjær og Duft,
Skjøn staaer Reseda, dog i stille Stue
Den dufter heller end i aaben Luft.
Næstved en Martsviol med Blu og Ynde
Sig synes dølge i den rige Pragt,
Thi kun i Skyggerne vil den forkynde,
Hvad Virak Vaaren i dens Barm har lagt.
End for mit Blik paa ranke Stilk sig hæver
En Lillie i alt sit reene Skjær;
Med Føje mangen Længsel den omsvæver,
Thi trefold synes den Naturen kjær.
Men som jeg stirred’, see! en Anemone,
For Sefir nys udsprungen, vinked’ mig,
Thi den Ustadige for Hymens Trone
Til den for stedse havde bundet sig.
Saa mange andre Blomster end tildroge
Mit Blik og Hjerte ved et yndigt Smiil,
Men syv de alt for snare Klokker sloge —
I Blomsterduften faldt mit Øje til.