3 Febr. 1804.
Kun tvende Gange Skjebnen smiled’,
Kun tvende Gange takkede jeg den:
Da jeg til Lejnens Bredder iled’
Og da jeg henrykt saae Hesperien.
Mit Hæld var kun i fjerne Egne,
O aldrig! aldrig jeg dem glemme kan!
Jeg lykkelig var allevegne,
Kun ikke i mit Elskte Fødeland.
Saa klaged’ jeg — og venligt smiled’
Mig Skjebnen, ak! maaskee for sidste Gang,
Da ved din Valgtes Barm dn hviled’
Og til en fuldendt Blomst dit Liv udsprang.
Du Gode! Ømme! Blide! Hulde!
Jeg broderlig din Fryd tilegner mig,
Og var det end min sidste, skulde
Den dog ei være mindre kjær for mig.
O gid den Lod, som jeg forgjæves
Og længe efterstræbte, vorde din:
En Barm, som af Tilfredshed hæves,
Og varigt Havblik i det jevne Sind.
Du stedse blid og kjærlig være;
Glem ej, at Qvindens første Dyd er Taal,
Mens Manden stræber efter Ære
Og frem sig kjæmper til det fjerne Maal.
I ikke mindre milde Skaaler
Afvejed’ Livets Skaber Qvindens Lod,
Thi blidt hun sejrer, naar hun taaler,
Og sinder Himlens Fryd i Dydens Graad.