Sneehvide Hyacinther! som staaer i blaatmalede Vase,
Liig Nereidernes Chor i det cærnliske Bad,
Pleiede Hyacinther! hvis Sol paa Arnen sig hæver,
Hvis forelskte Sefir Digterens Aandedræt er,
Kunstens tidlige Fostre! forgaaer I tillige med Vintren
Og den phantastiske Blomst, tegnet paa Rudens Krystal?
Dvæler med tvefold Pragt ved Solens oplivende Komme,
Blomsternaturen paa ny talløse Øjne opstaaer;
Dvæler! thi Blomsternes Fader de uægte ikke førstøder,
Hvilke hans Enke, Natur, avled’ med Ilden, hans Søn.
Ak! men som sonende Offer I synes at døe for de andre,
Ved Eders segnende Død staaer det mangfoldige Liv.
Takfuld mod Eder jeg nu de sidste Pligter udøver,
Den petrarchiske Bog aabner jeg Eder til Grav,
Der skal I længe opholdes, liig hellige Mumier, længe,
Elskede Mærker paa mangt elskovindaandet Sonnett.
Thi som Kjærligheds Midlere stod I bag blaalige Ruder,
Lokkende Linas Blik over til Gjenboen tidt,
Saa at det nu kunde synes, som stirred’ hun ikkun paa Blomsten,
Skjøndt den Ømme til mig listelig skottede hen.
* * *
Ak! hvi styrer ei meer en Gud den glimrende Solvogn
Gjennem det luftige Rum over den grønnende Jord!
Da ved hans nærmere Komme tilbedende, skulde jeg knæle,
Helios! Helios! højt raabe i Bøn og i Tak!
Vintren i kjæmpende Flugt mod Norden vender sit Aasyn,
Ned ad den flygtige Hæl drypper hans Pantser af Iis;
Foraarshimlen paa ny udklækker de livfulde Frøkorn,
Sydens Aande igjen hidvifter Fuglenes Chor.
Nu vil det landlige Liv af luune Hytte fremspire
Og som den skjønneste Blomst pryde den levende Mark;
Snart vil de pyntede Skarer af Stadens Porte udvrimle
Og i den lystige Sværm tusind Forbindelser sees.
Da, o søde Forventning! tidt Lina i Sværmen jeg møder
Og i Mødet, hvor sødt! treffes af flaggrende Dragt,
Til i det friere Liv den knipske Lejlighed kommer,
Hende holder jeg vist fast ved den eeneste Lok.
Nys, da Vinteren vogted de lukkede Porte og Dørre,
Naar jeg om Morgenen da drømmerigt Leje forlod,
Stilled’ jeg mig i Vindvet og grov med Næglen i Isen
Paa det befrosne Krystal: Lina, hvor elsker jeg dig!
Thi jeg vidste at hun alt længe med ventende Længsel
Lige overfor stod, bag det optøede Glas.
Længe staaer jeg saaledes, ei uliig den fromme Tilbeder
For det Teppe, som tro skjuler den hellige Gud,
Mens hans aandende Bøn det vigende Forhæng bevæger
Og hans flygtige Ord standser i Foldernes Skrift.
Længe staaer jeg saaledes, med dristig udtalende Elskov,
Bag det krystalne Skjold, Vinteren holder for mig,
Til jeg med brændende Aande beskrevne Iistavle smelter
Og med ustandsede Blik skuer den Deilige nu,
Som hun liig aarle Blomster af vigende Iisslag, fremtræder,
Liig aabenbarede Gud, frem af det svindende Slør.
* * *
I de fyrstlige Haver, imellem de fremmede Væxter,
Som ved Farve og Duft trylle til Syden mig hen,
Følger jeg Linas Gang og sætter mit Fjed i de Fodspor,
Hun i glimrende Sand præger med flygtige Hæl,
Eller i Tanker afriver de spæde, fredlyste Blomster,
Troende nu, at de bag hende frivillig sank ned.
Stundom hun skuer tilbage, ja stundom fra hastende Selskab
Sinker hun Triinenes Iil, som om en Udsigt hun nød.
Viljeløs følger jeg fjernt, og liig den tidlige Stjerne,
Som bag Fuldmaanens Glands stedse den første gaaer op.
Pludselig vender hun sig i en af de eensomme Gange,
Kun af et elskende Par eller en Digter besøgt:
Uimodstaaeligt jeg følger, thi lønligt, i Vendingen, skotter
Hun, om Elskov endnu følger det flygtige Meed.
Tætte, viftende Skygger, indhyller den elskende Sanger!
Sagtner i kjølende Favn dette bevægede Bryst!
Blomst, somst hemmelig lever! omhvirvlede, glade Libelle!
Elsk mig, heele Natur, eller af Længsel jeg døer!
Ak! selv den friere Luft ved hendes Læber sig tænder,
Her er Paphias Lund, Eros, dit Rige er her!
Lad mig da, koldere Jord, med paatrykte Læber udaande
I din forsteenede Barm denne fortærende Ild!
* * *
Sonnett.
Fra Stjerne hen til Stjerne sødt det klinger
Og arter sødt fra Jord til Jord gjenlyder;
I Uraniders Barm det himmelsk byder,
I Menneskers, ligtilden, alt betvinger;
Som Blomsten af Naturens Skjød udspringer,
Det Liv i Liv, det Gud i Gud udbryder,
Som Offerluen sig mod Himlen skyder,
Til Uforgjængeligt det sig opsvinger:
O Savn og Længsel i Naturens Rige!
O Kjærlighed, som vil sig andet finde
Og sig i Verdens Alliv sødt nedsænke!
Med Lyst og Ve jeg fra mig selv maae hige,
I Duggens Draabefald jeg vil henrinde
Til sød Opløsning, fra Bevidstheds Lænke.
* * *
Paa den koldere Jord jeg trykker de brændende Læber
Og med et bristende Suk aander min Ild i dens Barm.
Skyggerne lindrende suse, liig Aanders usynlige Vinger,
Mangen medlidende Blomst trykker sig tæt til min Kind.
Længe saaledes jeg dvæler, da vender hun atter tilbage
Og mit løftede Blik netop den Ilende seer,
Men i det samme hun slipper det sneehvide Klæde af Haanden,
Ligt en af Nymphernes Slør, løsnet i Kamp med en Faun.
Var det en Hændelse blot? hvad eller var det med Forsæt?
Dengang tvivlede jeg, o! men nu veed jeg det vel.
Neppe jeg bliver det vaer, da iler jeg til og bemægter
Mig efter Elskovs Ret dette misundede Væv
Med den ambrosiske Dug fra Kindens fuldtblomstrende Roser,
Af hendes Aandedræts søde Aromer opfyldt.
Ak! hvi opholdt du dog ei, o spæde Væv! i din Folde
Af hendes Aasyns Træk Aftrykkets flyvende Hast? —
Uerkjendtlige Billeddyrker! og har du da ikke
Mangen guddommelig Deel af den Tilbedede selv?
Og saa trykker jeg Læben i Vævets besjælede Folder,
Meer end indbildte Kys har jeg inddraget af dem.
Henrykt, seer jeg dog neppe, at fjernt ved Canalen hun standser
Og at den gyldne Delphin hende tilbyder sin Rygg,
Før jeg, med Klædet i Haanden, liig Snækken med bugnende Topseil,
End saa hastigt som den, aandeløs iler afsted,
For troskyldig at give det elskede Bytte tilbage,
Fuldt af andre Kys end jeg indaanded’ deraf.
Netop nærmer jeg mig, da Foden i Baaden hun sætter
Og jomfruelig bly sanker med højere Haand
Tæt om Svikkelens Blomst de lette, forræderske Klæder,
Mens den venstre Haand straktes til Ligevægt ud.
Men i det samme hun føler en Haand, som tilbyder sig denne,
Seer til Siden og seer — Guder, hvor yndig hun var!
O hvor blusser hun da! hvor sittre de holdende Fingre!
O hvor ryster min Haand, troløs i støttende Kald!
Henrykt jeg stirrer paa hende, blufærdig hun skuer i Vandet,
Dog paa mit Billede der hviler den Deiliges Blik.
Men de andre kalde, i Baaden hun langsomt stiger
Og fra Sædet mod mig nynner et eeneste Tak,
Dog et tusind i Øjet, hvor lig den ægteste Perle
Sjælen vinker dybt under det fugtige Blaa.
Men da jeg nu opløfter min Haand med det sneehvide Klæde,
Troligt rækkende det, vender hun hastigt sig bort,
Og den gyldne Delphin med Aarefinnerne skyder
Gennem det pladskende Vand hen til den modsatte Bred.
Som en Helgen af Marmor med Sejerens vajende Fane,
Staaer jeg paa svimlende Bred, Klædet i løftede Haand;
Som det prophetiske Øje paa Synets Straaler kun stirrer,
Hende skuer jeg kun rundt i den herle Natur,
Til hun, landet paa Øen, i Granernes mørkere Skygger
Med den synkende Sol samtidigt svandt for mit Blik.
* * *
Lige over for sidder for aabent Vindve den Hulde,
Bag et Gitter af Rør, Indiens kunstige Værk,
Sidder hun, seende useet, en anet Guddom, og skjuler
Sig for Tilbederens Blik, skjøndt hendes Øje ham seer.
Meget vel dette jeg veed og kjækkere bliver min Elskov,
Ellers et sædeligt Blik aver hvert kjælent Begjær,
Nu dog vover jeg Alt og taler med Tegn og Geberder,
Blikke, Smiile og Vink, aabner et længselfuldt Favn,
Plukker en Rose itu, og som forelskede Breve,
Med paatrykkede Kys, aander jeg Bladene ud
I den bølgende Luft, og skuer med listig Forundring,
At en tjenstvillig Sefir over til hende dem bær.
Lad mig, o Gitter, dog see, hvordan den Undseelige blusser,
Halv af Elskov og halv af en jomfruelig Blu!
O lad mig see, hvorledes den Elskende Maskerne taber,
Eller med bævende Naal farer paa Liinene vildt!
Dn barbariske Værk, som Østerlændingen opfandt,
Da Phantasiens Begjær pirred’ en magtesløs Sands!
Gnieren liig, han mindre sig fryded’ ved vogtede Eje,
End ved Tanken, at fleer savnede det, han besad;
Og som Gnieren troer, at Synet hans Skatte kan stjæle,
Frygtede han, at et Blik røved en afmægtig Ret.
Hæld! at vor Skinsyge ei indgittrer de ædlere Fruer,
Som med friere Haand flettede Samlivets Baand,
Og at kun Sommerens Straaler samt Nysgjærs ublue Blikke
Ved det barbariske Værk fjernes fra Fruernes Løn.
Men hvad bevæger sig hist? Gid Gitteret vilde forsvinde!
See! i samlede Læg rulles det rundt om sig selv,
Og den Hulde — o List! hun rundt, som hensigtsløs, skuer,
For ved en Hændelse blot Øjet at vende mod mig.
Nu! — Hvor venligt hun smiled’! I Guder! saa længe hun aldrig
Lod det ømmeste Blik mødes og smeltes med mit.
Men hvad er det? En Rose! For Munden hun stedse den holder
Og som i Strid med sig selv, skotter til mig og seer bort.
Ak! sit Hoved hun sænker og synes i Tanker at stirre
Ned paa den vrimlende Sværm. Deiligsie, see dog paa mig!
Dog hun seer ei paa mig! — O Himmel! med Læberne løser
Hun hvert lykkeligt Blad af den beaandede Blomst,
Og nu svæve de let, paa hendes Aandedrag baarne —
Vifter, o Blade, hid! Breve I ere til mig.
See, der nærmer sig eet! Velkommen, o Budskab fra Lina!
Barmt af det sødeste Kys, Hiertets Forskrivelse, du!
Kom til mine Læbe fra hendes, du svævende Bro over Gaden,
Hvor to Elskendes Kys mødes og smeltes til eet!
* * *
Skal jeg, hvor lange endnu! paa Lina, den Tidlige, vente?
Ellers jeg hende fandt, hvergang jeg Lejet forlod,
Siddende hist i sit Vindve, og ilede hende at hilse
Med det første Blik, Dagen den Vaagnende gav,
Thi hun plejer at aande den sunde, livviftende Morgen,
Medens Himeres Haand farver den Blomstrendes Kind.
Hvad mon Aarsagen er? En Reise? Da Posthornet havde,
Liig en Engels Basuun, vakt mig af dybeste Søvn.
Eller tøvede hun for længe ved natlige Gilde?
Nei! thi nænsomt og bly nyder den Hulde sit Liv.
Sikkerlig har du atter, du Nordens forhadte Scirokko!
Hvinende Østenvind! født paa den uralske Top,
Hid fra sibiriske Steppe, som tørstig indsuger din Mildne,
Med barbariske Stod truffet den yndigste Kind,
Og forstyrret de Former, hvis hvilende Ligevægt rsbte
Skjønhedens klassiske Lov, Graziens Hemmelighed.
Grumme! nu mase hun indhylle og dølge misdannede Ansigt,
Og fra det adspurgte Speil rædselfuld vende sig bort.
Gid jeg mig kunde tilegne den Elskedes Smerter og Misform!
Tabte i Skjønhed jeg da, vandt jeg i Godhed dog vidst.
Ak! hvo med lindrende Duft af Sydens balsasmiske Urter,
Lagte om svolnende Kind, mildner den nordiske Luft?
Med helbredende Draaber, udpreste af Stengler og Rødder,
Eller med Salvernes Kraft kalder tilbage paa ny
Formernes skjønne Akkord og Farvernes fiinere Blanding?
Ak! hvo fra Sjælens Speil tørrer din Aande, o Vind!
Meget vel veed jeg, hvorfor du Skjønhedens Former forstyrrer,
Musen betrøde mig det. Vil du det høre? saa tie!
(Listelig talte jeg saa, i Haab den Vilde at tæmme
Og at vende hans Magt bort fra den Elskedes Kind.)
Venus hadede Psyche. Gudindens Altre forlodes,
Sjelden kun lød hendes Navn frem af et elskende Bryst,
Men en Himmel af Virak i hvirvlende Skyer sig dreied’
Om hvert Billed’ af dig, Amors tilbedede Brud!
Da nu Gudinden pønsed, hvorlunde hun skulde sig hævne
Og tillokke paa ny Dyrkeres Virak og Bøn,
Handle det sig, at en Bie i liflig Vildfarelse satte
Sig paa Paphias Kinds aldrig bortvisnende Blomst.
Hastigt, dog varsomt Gudinden den greb ved Vingernes Ender,
Aandede venligt paa den, skued’ de sprettende Been,
Lod saa paa Haanden den gaae, som Barnet i Ledebaand dingler,
Og med kjelende Røst hvidsked’ til Blomsternes Ven:
Hvis du nu strax flyver hen og stikker Psyche i Kinden,
(Ikke bedraget som nys, thi du ei skaffes saa let)
Men med velberaad Hu den Uforskammede saarer,
Da er der ingen Løn stor nok, o Bie! for din Daad:
Thi du skal nippe fra Randen af mit olympiske Bæger
Og i min evige Krands finde din evige Vaar.
Talte det, løsslap Bien og saae med alseende Øje,
At den i Psyches Kind bored’ sin giftige Braadd.
Kinden hovnede brat, den Saarede græd, men af Avind
Hendes Søstre loe, skjønnere troende sig.
Venus uendelig loe og lod Kinden underfuldt svolne
Paa hver Støtte, som stod Medbejlerinden opreist.
Dette fortrød Gud Amor: han stamped’, saa Blomsten sig bøjed,
Fnøs Melodie og om Raad adspurgte Sefir, sin Ven,
Som med usynlige Arme paa Hynder af Rosenduft havde
Baaret den undrende Mø fjernt til hans Brudegemak.
Sefir svarte: Mig skabte de venlige Guder til Mildhed,
Men til Æolus gak, mægtig han er og din Ven.
Guden i Hast fløj bort til Æolus’ skingrende Grotte
Og paa en Klippekant satte sig grædende hen.
Vindene foer ham forbi, men ændsede ikke hans Smerte,
Indtil en øm Favon Æolus meldte derom.
Men den vældige Konge, Gud Amors Klage fornummet,
Samt hans Begjæring om Hjelp, trøstende, sværede saa:
Som jeg laante dig Sefir til Brudefører, saa vil jeg
Gjerne, o Amor! nu laane dig Eurus til Hævn.
Blomsternes Uven han er, for ham de Kjelne sig lukke,
Dybt i den lidende Barm Dufterne sluttende ind;
Guderne skue, hvorledes af indpresset Fylde de hovne
Og som en maalløs Skjald, martres af Meddeelings Savn.
Ham nu vil jeg befrie fra alle de holdende Lænker,
saa haaber jeg vidst, Eros, hvis Skjelnen er med,
At for hans snærpende Susen de Jordiskes Kinder skal hovne,
Thi deres farvede Væv er som en Blomsternatur.
Anderledes, o Eros! jeg ikke formaaer dig at raade,
Thi du vil dog vel ei glemme den sønlige Pligt.
Sagt det, til Hulen han gik, hvor mat, med Ringe om Struben,
Holdne i Lænkernes Nat, Vindene halvqvalte fnøs,
Løste Eurus og gav meer efter af Lænken end ellers,
Ikkun det sidste Leed heftede han paa sit Spiir.
Men den vilde Orkan foer nd af den revnende Hule,
Og i Mødet han vildt Boreas stødte omkuld,
Fnøs saa hen over Jorden og standsed’ den liflige Virak,
Som af Blomsternes Skaal stiger til Jupiters Sal.
Og da svolnede brat Hellenernes smertende Kinder,
I en almindelig Fejl Psyches, den enkelte, svandt.
Venus af Harme græd, hvis Taarer man vover at kalde,
Hvad for den himmelskes Blik stod, som for Stjernen en Sky.
Men i Sandhed græd nu Psyches misdannede Søstre,
Styggere end tilforn, syntes mod hende de nu.
Snart sank Psyches Kind tilbage i Skjønhedens Skranker,
Og med den levende Kind ogsaa den marmorne sank,
Jordens Slægter paa nye til hendes Alter sig trænged’,
Psyche! Psyche! det lød rundtom i Virakens Sky.
Amor var hævnet, Æolus kaldte Orkanen tilbage,
Blomsterne dufted’ paa ny, Kinderne smiled’ igen.
Æolus siden den Tid, sin List og Vælde til Minde,
Slipper ofte endnu Eurus saa langt som han tør,
Og da svolne gjerne de Jordiskes blomstrende Kinder,
Men Betydningen veed Musens Fortrolige kun —
Seer du nu, Østenvind — men hvad? er det digteriskt Blændværk?
Svæver fra Syden en Sky hen i den mildnede Luft?
Ja! Forhærdelsen smelter for Sydens dugfulde Aande,
Blomsterne dufte og snart Lina er deilig som før.
* * *
Skal jeg fortælle dem noget? (saa spurgte det Væsen, som lejer
Mig sine Hænder, saa at egentlig fire jeg har)
Siig kun, sværede jeg, og gneed de taagede Øjne,
End bestyggede af Søvnens seentvigende Flugt.
Da er den Jomfru, med hvilken de tidt i Vinduet smidske —
Nu da? — Bortrejst idag — Karl! er du fra din Forstand?
Nei saa vidst er jeg ei, for da jeg imorges mit Vindve
Aabned’, saae jeg en Vogn holde for Gjenboens Dør,
Og ej længe derefter, to Fruentimmer, som stege
Op og kjørte afsted, Jomfruen en af dem var. —
Nu saa er jeg forraadt! af dig, du dovne Forræder!
Ha! hvi rev du mig ei ud af de Vovende Duun?
Kunde du ikke formode — støvslugende, børstende Væsen!
Supplement til en Krop! Viljeløs Deel af et Heelt!
Rap dig nu, Tosse! og flux bestil os de rappeste Heste,
Som i den samme Tid løbe saa langt som de see.
List dig saa ind i Huuset, og stræb saa lumsk at udfritte,
Hvor den usalige Vogn bragte de Bortrejste hen.
Skynd dig! Afsted som en Piil! og hvis du dit Ærinde rygter
Mig til Baade, da skal Lønnen ledsage din Io,
Thi den bedøvende Urt, som groer paa Virginiens Marker,
Skal undervejs i sin Damp stedse omsvæve din Kind. — —
Ja! jeg føler det her, o her! at den Hulde er borte,
Væggene nærme sig rundt — Lust! eller qvæles jeg brat.
Var jeg hiin drivende Sky, som højt gjennem Himlene drager,
O da fulgte jeg med højt over rullende Vogn!
Var jeg som Fuglen hist, der flyver med Vinden og Skyen,
Da paa den Deiligstes Vej sang jeg fra Busk og til Busk!
Kun hvor hun aander, jeg lever: i hendes Næreværelses Omkreds,
Som for den sydlige Sol, blusser min Sjæl og min Kind;
Kun med den himmelske Luft, af hendes Aande besjælet,
Vifter et ædlere Liv ind i min kraftige Barm.
Derfor maae jeg afsted. I hendes Smiil vil jeg blomstre,
Af den ambrosiske Mund maae jeg indaande mit Hæld. — —
Er du da der? Johan! Nu siig, hvorhen de er reiste,
Og om Hestene snart — Alt er bestilt, som de bød:
Hestene hører jeg fnyse, og Fruentimmerne rejste
Hen til Ringsted, dog meer kunde jeg ikke faae spurgt. —
Ligemeget derom! paa Vejen vi meere udforske.
Skynd dig nu og pak ind. Meget behøves der ei.
Glem ei den lille Bog i gammeldags Kalveskind bunden,
Som du kalder Pertak, eller hvorledes? Barbar!
Nys imellem dens Blade jeg Hyacintherne jorded’.
Giv den kun hid, i min Barm hvile de Elskendes Ven.
Saa! Er du færdig? Afsted! Nu rask i Sadlen, og Hjertet
Vise den Elskende Vej! Hjerte, hvor tidt har du Ret!
* * *
Sandelig! næsten jeg troer, at vore Heste ei høre
Til det øvrige Slæng, men til en ædlere Æt,
Og i lige Linje fra hiin Bucephal nedstamme,
Eller fra Reinholds Hingst, ikke jeg mindes dens Navn.
Thi det gik som en Vind: det Fjerne med eet var i Nakken,
Bagved Skyer af Støv, Hagel af Steene og Gruus;
I den romantiske Tid knap nogen Riddersmand kunde
Følge den røvede Møe, som den bortreisende jeg.
Og nu sidder jeg her ved Landevejen, i Kroen,
Her, hvor den Elskede var, veed jeg nu og, hvor hun er.
Nyfigen er Værtinden, end har hun ondt for at tie,
Og saa veed da, hvo vil, hvem, hvorfra og hvorhen.
Før jeg følte det tidt, at Utaalmodighed voxed’
Ved det nærmere Maal, (nærmere større det er)
Nu vil mit Hjerte først udsuge den salige Tanke,
At jeg Maalet opnaae: Haab, du er Fryds Ideal!
* * *
Her, hvor den Deiligste var, her vil jeg min Tanke indvie,
Dette Forgaarden er til det alhellige Sted:
Her omvifter mig end den svundne Nærværelses Aande
Og i Tiljens Sand seer jeg de dvælende Fjed.
Reene, hvilende Luft! hvori hendes Aande nedsænked’
Denne himmelske Ro, Billedet af hendes Sjæl!
Tomme, eensomme Speil! der hænger du sjælløs, som Rammen,
Da en forvoven Haand Billedet skilte fra den.
Ak! hvi gjemmer du ei, hvad du saa villig modtager!
Øjentjener du er, hylder Nærværende kun.
Hæld mig! en Brystnaal her! et tævende Glimt af den Skjønne!
O! som Eupidos Piil saarer med Længsel du mig.
Latterligt vil man det finde, Forstanden vil rynke sin Pande,
Dog med den elskede Naal maae jeg fremlokke mit Blod,
Thi for hende det cirkler, for hende til Offer det flyder,
Hvis hun kun elsker mig død, villig og henrykt jeg døer.
Guder! ja lader mig døe paa dette indviede Leje,
Hvor den kydskeste Søvn favned’ den reeneste Glut.
Her, hvor den skjønne Gestalt, som Blomsten, der bryder af Knoppen,
Kun i Blufærdighed klædt, fjerned de dølgende Slør;
Her, hvor maaskee mit Billed, saa skjønt som jeg hisset skal være,
Og med en Engels Suk laae ved den dydige Barm.
Ah hvor brænder mit Ansigt! den varmede Kærligheds Rose
Af mit Hjerte slaaer ud, Bladene dække min Kind.
Skal jeg paa Lejet mig kaste? Nej! Gratien dette forbyde!
Som om hun derpaa laae, vil jeg kun sidde derved;
Som om den Bedste var syg, ved Hovedgjerdet jeg sidder,
Kysser maaskee en Fliig af de blufærdige Liin.
Blomster! Er der da ingen? O Hæld, der skimmer jeg nogle!
Giv mig, Syringe, giv alle de Blomster, du har!
Alle Blomster er hendes, for hende til Krands jeg dem kræver,
Som paa et Offersted, disse paa Lejet jeg strøer.
Skjøndt Gudinden er svunden, for dette Alter jeg knæler,
Ak! men mit Hjerte er jo Alter og Offer i Eet!
* * *
Her opstaaer jeg min Bopæl, i Skovfogdens eensomme Hytte,
I dit Tempel, Natur! er han den vogtende Præst.
Her, naar Bøgene vakler i Vinden, stundom jeg skimter
Fjernt den gothiske Borgs gammeldags funklende Spiir;
Ja, naar Stormen sig baner en bredere Vej gjennem Skoven,
Sees vel Vindvet selv, hvor min Udkaarede boer.
Deilig er Egnen rundt: med Ødselhed Solen udgyder
Over Højenes Rad gyldne Cascader af Sæd;
Om det indlagte Arbeid af vexlende Marker og Enge
Bugter den luftende Skov, yndigt indfattede det,
Og som det Heeles Sjæl, med Himlens indsænkede Billed,
Lig et reenere Liv, blinker krystalklare Søe.
Hvilken Hvile i Fylden! og hvilken Stilhed i Livet!
Let, o store Natur! gaaer du din herlige Gang.
Kun som et lykkeligt Pulsslag i den skjøntdannede Fylde,
Høres et Møllehjuls saligt eentonende Lyd.
Her jeg min Bopæl opslaaer, i Skovfogdens eensomme Hytte,
Her, den Yndige nær, hviler min Attraa i Haab.
End ej den Hulde jeg saae, hvordan hun, liig signende Nymfer,
Gjennem den luftende Skov hopper paa flygtige Fod,
Og paa hiin Kjæmpegrav, i Skyggen af Fortidens Asper,
Skuer med fugtigt Blik Aftenens rødmende Smiil;
Eller i kiøligt Ly for Middagens lodrette Straaler,
Naar den døsige Fugl tier i tætteste Løv,
Læser de digtriske Blade, paa hvilke Skyggerne hoppe
Og en betydningsfuld Bie sætter vildfarende sig.
Saaledes Skovfogdens Datter, rødmosede Lise, fortalte
Og med et Linablik smiled’ uendelig blidt,
Thi hun ofte tør hoppe forud for den Venliges Lysigang
Og til Blomster og Bær føre den Landlige hen.
Nu vil i Aften jeg gaae til Højen, hvor ofte hun skuer
Med et sjælefuldt Blik Aftenens rødmende Smiil,
Og min Æolsharpe saaledes i Vinden opstille,
At den som Aanders Musik klinger, o Dag! til din Død.
O hvor sødt vil hun undres! Hvor vil til det reeneste Hjerte
Ved den mystiske Klang Længselet finde en Vej!
Hvor vil hun da i Naturen udspeide hver lokkende Ynde
Og ved mit Billed maaskee standse med vemodig Sjæl!
Giver, I Guder! mig da, at ei jeg uskaansomt fremtræder
Af det ærbødige Skjul, hende til Rædsel og Blu!
Giver, at ikke jeg saarer de kjelneste Spirer af Ømhed,
Thi det Skjønneste groer kun af sig selv og useet!
* * *
Sonnett.
Morgenvind, lad Løvet sig adskille?
Længsel vil den Skjønnes Vindve finde,
Gjennem Ruden vil mit Blik henrinde,
Mens de røde Straaler den omspille.
O hvor underfuldt, hvor helligt stille
Er det vel i Kammeret derinde!
Dyden blander, liig en tro Præstinde,
Vaager Gratien ved Dydens Hvile.
Paa de liljehvide Liin Himere
Strøer Olympens friske Rosenblade
Og de fyrres Floras Brudeleje.
Dog jeg vover ikke at begjære:
Reen, liig, Bien, som ved Vandets Flade
Om et Blomsterbilled sig maae dreje.
* * *
Der! sølvlokkede Olding, som villigt Leedet oplukker!
Fryd dig ved Fylde og tak Himlen for dig og for mig!
Lise! Lise da! — Der! og der! velsignede Pige!
Men paa din blussende Kind sees ei et eeneste Kys.
O hvor salig jeg er! Saa meget kan Hjertet ei rumme.
Lader, I Guder! mig døe, gjerne og villig jeg døer,
Lader mig døe i den Vished, at Lina i Hjertet mig Elsker,
O da bliver min Fryd evig tillige med mig!
Raser jeg da? Mon Glædens Vanvid omflaggrer min Tinding?
Leve vil jeg! Jeg vil elske og elskes igjen!
Lader mig leve, I Guder! Mig Evigheder tildeeler!
I mit Indre jeg har Fryd til at fylde dem med. —
Ja! mit Øje dig saae fra høje Sæde i Eegen,
Hvor det tættere Løv skjulte min Harpe og mig;
Ja! mit Øje dig saae, mit Øre fornam dine Sukke,
O! til Strengenes Klang lød fra din Læbe mit Navn.
O hvor lyttede du! Hvor speided’ de undrende Blikke!
Henrykt sad du, din Haand bøjede Græsset kun halvt.
Snart, ved de smeltende Lyd, den kjelneste Længsel opvaagned’
I dit Hjerte, og stod klar som en Dug, i dit Blik,
Og til Himlene lød mit Navn fra din sukkende Læbe,
Vidt gjennem Himlene lød Navnet og Sukket i eet,
Ind til Himlene alle omtoned’ den svimlende Elsker
Og min ublandede Fryd, selvblændt, forgik i sig selv.
Har min Henrykkelse rsbt mig? Thi da jeg atter tilbage
Fra min Bedøvelse kom, var hun ei meere at see.
Da fra Træet jeg steeg og stille paa Højen mig satte,
Alle Smaaestjerner, liig himmelske Løfter, saae ned.
* * *
Sonnett.
Her hviled’ hun de sefirlette Lemmer,
Det lave Græs fra deres Tryk sig hæver,
Som gjennem mig saadan tilbagebæver,
At i hvert Straa jeg hende selv fornemmer.
Saaledes jeg til hende mig bortglemmer,
At om ei her, dog ikkun her jeg lever,
Det svundne Øjeblik mig end omsvæver
Og ei mit Livs Tilbagegang jeg hemmer.
Blant alle, alle Punkter og Momenter,
Som fængsle os i Tiden og paa Jorden,
til den og det er jeg ved Mmdet bunden.
Og intet meer jeg attraaer eller venter,
Af Glædens Kalk er jeg beruset vorden
Og tømmer den endnu, som er forsvunden.
* * *
Længe paa Kjæmpens Grav i henrykt Dvale jeg tøved,
Tiden standsed’ for mig, evigt det var i min Barm.
Hiin lig, som stirrer paa Solen og drukner sit Blik i dens Glandshav,
At selv ei Lyset han seer, var jeg bedøvet af Fryd.
Endelig Midnattens Vind med iisnende Gysen mig vækker
Og den perlende Dug, dryppende ned paa min Kind.
Tankefuld vanker jeg hjem imellem de slumrende Væsner,
Jordens Skytsaand kun saa vaager ved Skabelsens Søvn.
Himlen over mig hænger med glædeberusede Verdner,
Hvert et Stjerneskjær er Glimt af det evige Smiil,
Hvert et Stjernestkjær er en salig Verdens talløse
Samlede Frydblikke, sødt lokkende Hjertet herfra.
Men i min Aand sig oplader en Himmel, som Himlen omfatter
Og udvider sin Kreds fiernt til Bevidsthed dens Raad,
Thi uendelig er den herlige Aand i sin Stræben
Og i Kjærlighed vil Hjertet kun nøjes ved Alt.
Saaledes dyngende Tanker paa Tanker, som Bjerge paa Bjerge,
Naaede jeg først seent hjem til min eensomme Bo.
Mødig af Glæde jeg blunded’, men styrket til Glæde jeg vaagned’,
Fryd fra Minde og Haab fylder mit savnløse Nu.
Dog hvad bevæger min Barm? hvad pludselig Længsel vil favne
Det, som det reenere Haab nyder beskuende kun?
Herlig er du, o Dag! til dig sig de Levende trænge,
Som et almindeligt Kys, hviler paa Jorden din Glands,
Dog, o herlige Dag! gaae ned til de blundende Slægter,
Bag dig Roserne kast hen paa den stille Natur,
Kast dem og lad dem blive en Brudekrands for min Lina,
Naar til den vanlige Høj Aftenen vinker os hen.
* * *
Sonnett.
Første Aften.
I Græsset her jeg vil min Harpe lade
Og selv et Skjul i Ellebusken søge,
Thi nu maae Lina Fodens Iil forøge,
Vil hun sit Blik i Aftenrøden bade.
Lyt! hist det rasler i de vævre Blade —
Ak! Vinde kun i Eegeløvet spøge.
Hvad glimter hist imellem Skovens Bøge?
Ak! Solens Blik paa Vandets Sølverflade.
Men Dagen synker og den Skjønne sinker.
Alt Maanen hist sit Sølverhorn udstrækker.
Nu er det vist, nu alt mit Haab forsvinder.
Jeg skulde græde — o men venligt blinker
Det i hvert Stjerneblik: at Fremtid rækker
Saa mangen Krands, som Nutid lønlig binder.
* * *
Sonnett.
Anden Aften.
O skjønne Aften, purpurrød og stille!
I Elskovsroser Himlen rundt udspringer,
Og trefold sødt min Æolsharpe klinger,
Thi skjulte Amoriner paa den spille.
Her vil jeg mig med den usynlig stille,
Mens Hjertet hvert et Længselssuk betvinger,
Paa det, naar Iil den Lettes Fod bevinger,
Jeg kan dens Triin fra Løvets Radslen skille.
Dog længer ei jeg kan mig selv bedrage.
Bortvisner, Roser, thi hun kommer ikke!
Nu suk, o Hjerte! Brister, Harpestrænge!
Nej! Stjerner, nej! Jeg kun vil klage,
Skjøndt I saa blidt til Jorderige blikke:
At Guders Yndling tidt maae vente længe.
* * *
Sonnett.
Tredie Aften.
Hun elsker ei — den tredje Sol sig sænker,
Med den mit Liv fru Himmelen neddaler.
Hun elsker ei — Hun spotter mine Qvaler
Og brammner ak! maaskee med sine Rænker.
Saa brister fra mig, alle Jordens Lænker!
Fra mig adskilles, Haabets Idealer!
Mit Liv jeg nu paa Fortids Tavle maler
Og kun ei døer, naar jeg det Svundne tænker.
Ha falske Stjerner! Mig ei meer I trylle!
Thi dybt i Jorden laae jeg uden Eder,
Men nu, I Grumme! døer jeg først imorgen.
Alt mine Øjne sig i Mørke hylle —
For sidste Gang til Kjæmpens Grav mig leder
Og kalder Døden, hvis den lindrer Sorgen.
* * *
Ingen fortvivle bør, thi klæder Sagtmod i Glæden,
Klæder i Sorg den dog meer: Taal er den mandigste Dyd. —
Badet i Morgenens Dug, men blind for den straalende Purpur,
Laae jeg paa Kjæmpens Grav, frivilligt Døden indvie’t.
Ikke jeg vil erindre tilbage i Haabløsheds Afgrund,
Dog er den mindre fæl, end vi det udenfor tro.
Brat jeg hører mit Navn og see! der hopper min Lise
Let, som en Amorin, ogsaa en saadan hun var,
Thi fra Borgen hun kom og havde saa meget at sige,
Da fra mit Ansigt hnn først Duggen med Haanden fik tørt,
Og med gammeldags Viisdom paa spæde, barnlige Læbe,
Anked’ min liden Klygt, Kjølingen ændsende ei.
Trende Dage og Nætter hun havde været paa Borgen
Og ved den Elskedes Sang siddet med søsterlig Hu,
Ak! thi den Skjønne var syg, af Feberen Kinderne brændte,
Lise, den Ømme, saa tidt kjølende aanded’ paa dem.
O men nu er hun saa frisk som Blomsten, naar Duggen udspringer,
Og som den skjønneste Blomst staaer hun for Solen paa ny.
Men hvad har jeg da hørt! Fortie det heller, o Hjerte!
Nej! jeg kan ikke, nej! Lykken selskabelig er.
Stedse den Skjønne med Lise kun om den Fremmede talte,
Vaagende og i Drøm nævned’ hun ofte hans Navn,
Lise af hende det lærte og vakte med det mig af Dvalen,
O som en Engel hun mig kaldte til Himlen dermed!
Nu tillige jeg veed, at mig Henrykkelsen rsbte
Og at jeg hendes Navn lod sammenklinge med mit,
Da jeg i Eegen sad og mellem Jorden og Himlen
Svimlede, liig en Aand, nylig af Baandene løst.
Men overrasket, forskrækket, den dydige Pige bortflygted’,
Syg af Glæde og Skræk, neppe hun naaede hjem.
Da den Tilbedte var syg, Døde Tilbederen alt.
Nu hun kommer i Aften, saaledes min Lise bebuder:
Elskovs yndige Tolk, sikkert bedrager du ei!
Meere du gjerne gad sagt, dog Lina dig byder at tie,
Thi det Sødeste vil hun forbeholde sig selv.
* * *
Sonnett.
Hvi kan dog ei den ringe Dødelige
For Guderne velkommen Gjengjeld bære!
De Herlige! de intet meer begjære
Og saa kan intet Offer dem berige.
Dog skal i Takkens Sang min Aande stige
Med alle Blomsters Duft til deres Ære!
I Duggens Libatjon der blandet være
Endnu en Taare fra den Lykkelige.
En Taare! thi naar Barmen er for liden
Og ikke kan den store Fryd omspænde,
Da maae du vel, du Endelige! græde;
Da maae du inderst længes bort fra Tiden
Og dig mod Evighedens Rige vende,
At søge Navn og Mage til din Glæde.
* * *
Ak! hvad er Mennesket dog! Et usikkert Billed i Vandet,
Anderledes, saasnart Bølgerne velte sig om.
Qvalen var nys for mit Hjerte for stor, og nu er mit Hjerte
Alt for lidet igjen for en guddommelig Fryd.
Dog har Lykken sin Braadd, liig honningberedende Bier:
Uro gaaer tidt den forud, Leede forfølger dens Spor,
Men de almægtige Guder mig blidt for begge fritage,
Leede! en Uting du er. Uro! jeg kjender dig ei.
Liig det himmelske Lys, hvis Kilde aldrig udtømmes,
Gyder min inderste Fryd sig paa den heele Natur,
Alt hvad mit Øje seer, i den sig stille forskjønner
Og forøget den kun udenfra kommer igjen.
Hast ej, dalende Sol! og tør du, længer du dvæle.
Hvem, som Forventning er lang, ham er Opfyldelse kort,
Men i ethvert Minut vil jeg see et Billed af Glæden,
For den ved Tidens Haand kommer, en blussende Brud.
Næsten jeg frygter Fuldending: paa Tidens vigende Bølge
Staaer den et Øjeblik, meere et Syn end en Ting.
Tingene selv forsvinde, de andre Magter tilhøre,
Dog Ideen er min, Verdenen hviler i den.
Hjertet er Kjernen i Alt, og Spiren i det, Phantasien,
Indenfra danner det rundt om sig sin Verden, som Skal. —
Vel maae jeg lykkelig være, at jeg saaledes kan skue
Ned i det klare Liv, piblende frem i min Barm,
Uafhængigt af Tiden, liigt søde Kilder i Havet,
Dog, o Forventning! nu før mig til Kjæmpegraven ved Skoven,
Snart fra Pille til Pille i dette Begeistringens Tempel
Fletter den dalende Sol Rosernes festlige Pryd,
Snart og et elskende Par i dette Tempel fremtræder
Og til en Hymneakkord samler den dobbelte Sjæl.
Da den ofrende Sol mod Guders og Menneskers Fader
Med Begeistring henvendt: Fader, jeg helliger dig
See! et Elskende Par, det Bedste jeg skued’ paa Jorden.
Taler det, synker — og Gud, Himlene alle see ned.
* * *
Sonnett.
Lina kommer — Harpestrænge, toner!
Toner Aanders reene Kjærlighed!
Lina kommer — for den Skjønnes Fjed
O Natur, læg dine Blomsterkroner!
Skiøn som Verdens blødende Forsoner,
Aftensolen purpurrød gaaer ned,
Dog den dvælæ end paa Himlens Bred
Og forgylder Maanens Sølvertroner.
O hvor skjønt i slyngte Straalearme
Sol og Maane sig igjennemtrænge
Og i Ligevægt paa Himlen hvile!
Saa skal jeg med Solens reene Barme
Henrykt favne Lina længe, længe,
Og hun skal som Jomfrumaanen smile!
* * *
Skjult bag Eegen jeg stod og stirrede bange til Jorden
Da den Ventede kom; sjelden jeg løfted mit Blik.
Munter hun syntes at komme, som om hun intet betænkte,
Mangen uskinnende Urt rev hun i Tanker dog af.
Da hun paa Højen sig satte, jeg voved’ at løfte mit Øje,
Lokkernes Guldfald jeg saae ned ad den sneehvide Hals.
Taus, sit Hoved hun sænked’, og længe hun dvæled’ paa Højen,
Tankefuld, i sit Skjød veltende Urterne om.
Længe bag Eegen jeg stod, og længe hun dvæled paa Højen:
Ak! en Verden af Frygt laae mellem hende og mig.
Da fremhopped’ en Amor, som hiin saa skjelmsk og saa yndig,
Førte mig hen til Højen, hvor blussende Lina sig reised’,
Lagde min bævende Haand hen i den Bævendes Haand.
* * *
Sonnett.
Hvad jeg fornam, kan intet Ord udtale,
Sligt skal jeg først i Himlene udtrykke,
Dog længes Hjertet, al sin Fryd og Lykke
Med ydre Træk og Farver at afmale.
Bag Skoven saae vi Aftensolen dale
Og hefted’ kun paa den de bange Blikke,
Dog paa hinanden skuede vi ikke,
Henstirrende, som i en henrykt Dvale.
Brat som en gylden Draabe Solen falder,
I hendes Øjes Dyb mit Blik forsvinder,
Da syntes mig, som om jeg saligt døde.
Men snart Naturen os tilbage kalder.
Vi Favn i Favn, og Mund paa Mund os finde,
Da var der allerede Morgenrøde.
* * *
Er det den samme Sol, som skiftende stiger og daler?
Svar mig, blomstrende Jord! er du ei skjønnere nu?
Eller mon Freden fra mig gik ud igjennem Naturen
Og jeg udenfor seer hvad i mit Indre blev til?
Liig den kronede Elsker, som ved den Favnedes Side
I en mindefuld Drøm fjernet fra hende sig seer,
Men brat vaagnende op i Armen den Savnede finder
Og i fornyede Blund drager Betryggelsen ned;
Eller som Havets Dyrker, naar efter Orkanen han skuer
Fra den tryggere Bred Vandenes hvilende Speil;
Eller Pilgrimmen liig, naar gjennem Uvejr han stiger,
Til han paa Alpernes Top staaer over Torden og Lyn:
Saaledes er jeg tilmode, paa Møjen jeg skuer tilbage
Og jeg tænker kun paa yndigt et bære min Krands.
Menneskeligt er det at stræbe, guddommeligt er det at hvile,
Rolig er Verdenens Top, Evige sidde paa den.
Naar i den lavere Kreds sig Luften i Storme henbølger,
Lødder uendelig Ro Æterens bundløse Hav;
Naar de ringere Aander med Verden treenige stride,
Staaer den heroiske Kraft fast i Omskiftelsen selv.
Denne bundløse Ro, o! dette Hav i mit Indre,
Hvor den ydre Storm ikke indtrykker sin Gang,
Og saa mangen en Perle i Stilhed fra Bunden fremglimter,
Dette, o Evighed! siig: er det et Billed af dig?
Viis og begeistret var hiin Østerlænding, som lærte,
At den bevidstløse Ro er en Foreening med Gud.
Og at en billedløs Stirren til Evigheden os fører,
Thi hvor det Jordiske veeg træder det himmelske frem.
Gid da den himmelske Fred, der hviler paa ædlere Isser,
Som den usmittede Snee højt paa det herskende Fjeld,
Stedse krone mit Liv, mens Tiden som Furer henvelter
Verdner under min Fod, hvor jeg ei plukker min Krands:
Thi det Herlige staaer selvnøjet og sig kun beskuer,
Og det Hvilende længst værer i Tidernes Flugt.
* * *
Sonnett til Lina.
Halvdeel af mit første Væsen, før
Vi sank ned fra bedre Verdners Høje,
Stedse mod hinanden vi os bøje,
Skjøndt adskillede ved Støvets Slør!
Fra den eene fjern, den anden døer,
Thi lad Elskovs Baand os sammenføje!
Lad os svimle i foreenet Nøje!
Elskov finder Salighedens Ør.
Ikke fjernt i Tankens Evigheder
Skjebnens Love Guderlivet leder:
Alt det Herlige er stedse nær.
Kun for den, som har den, Himlen er.
Hjertet evige Naturer skaber,
Men forstanden Alt til Tiden taber.