O blege Flygtling! ikke søg
Hos mig et Ly mod barske Høst,
Thi meer end nys din Fødebøg
Betrygger ei dig dette Bryst.
Koldt er end dette, Sorgens Vraa,
Og Stormen ogsaa gaaer deri!
Gaae derfor, stakkels Pilgrim! gaae
Og søg en Barm, for Sorger fri;
Hvad eller synk til Jorden ned,
Hvor Sorgers Glemsel vinker Dig:
Jeg troer for vist, at der er Fred,
Thi ellers, ak! hvad blev af mig!
Paa Landsbykirkegaarden hist,
Hvor Barn og Olding skiules ømt,
Der maa du søge Ro og Rist,
Thi deres Taarevæld er tømt.
Dog, hvis du, liigt Sybillens Blad,
Mørkt, hemmeligt bebuder mig,
At endt er mine Dages Rad,
Da hilser jeg og signer dig.
Ja! sikkerlig du varsler om
En Ende paa min lange Qval,
Og at i Dødens Helligdom
Jeg, visnet, træt, snart lægges skal.
O kom da, Fredens Budskab! her
I denne Barm opslaa din Bo,
Indtil vi Begge ikke meer
Forgiæves søge Fred og Ro.
Schack Staffeldt.