Harmoniens Søn den lave Jord
Ved Fuldkommenheders Blændværk hæver,
Mens hans Guldpiil dybt i Hiertet bæver,
Alt forskjønnes med Diones Gjord.
Men, vanfødte Anticypripor!
Som af Misnaturens Skjød fremsvæver,
Dit grotteske Parodieslør væver
Du paa Lyders og i Daarskabs Spor.
Fra din kolde Blypiil, som kun saarer,
Kildrende til Latter, frosne Daarer,
Drypper Haan paa ædle Hjerters Blus.
Thi for dig, ureene Genius!
Haanligt jeg for dig hiint Alter kaarer,
Roma reised’ før for * * *.