Forræderiske Muse, fly!
Fly hen til den, som ei dig kjender,
Og lad ham, liig en Tordensky,
Som sig paa Jovis Arne tænder
Og med en prægtig Klang udbrænder,
I Taareregn til Jorden ty!
Fly, Æterhavets farlige Sirene!
Vampyr, som suger Hjertet ud!
Forvovne Midlerske, som vil med Gud
Det endelige Savn foreene,
Og med sin Aande Livet blæser op,
Før Blomsten villig bryder af sin Knop!
Hvem aabnede dig Sandsens Fængsel,
Hvor før, i rig Ukyndighed,
Mit Liv som Dalens Væld i Højdens Skygge gled?
Da bandt du mig med evig Længsel
Til Alt, hvad ingen her opnaaer
Og som i Villed kun let over Jorden gaaer.
Mit Savn du brat imødehasted’,
Med Tryllemagt, Morgana liig,
I Livets Flod du dig nedkasted’
Og herlig, skjøn, forunderlig
I Drømmesyner rundt afspeiled’ dig.
Men dog jeg Solen saae sig dykke
I Længsels Danaidegraad,
Og følte Angers hvasse Braad,
At nys jeg haaned’ Dagens Lykke,
Som snart derpaa, i Fortids Smykke,
Mig syntes en olympisk Lod.
Vel kom med hver en Morgenrøde
Mig Glædens Nymphe ny imøde,
Men ak! hun ved mit første Favn
Gik under i det bundløs-dybe Savn.
Af mit nedrevne Nu opbygged
To idealske Verdner sig,
Hvor du mit Liv i Drømme hygged’
Og med dit Vanvid mig omskygged’,
Snart blid og snart forfærdelig.
Ha Dunstgestalt! som kun opstiger
Af Væsenhedens Overflod,
Frem, Muse, i din Magt! tag Mod!
Zeus nikker over sine Riger,
Tyst! Ørnen blunder ved hans Fod
Og Lynene i Kloen slukkes lod.
Du skjælver? Hvad? Mon du ei førte,
(Af dig jeg Eventyret hørte)
Prometheus ind i Guders Sal,
Hvor han det Forbeholdte stjal,
Den evige, guddommelige Lue,
Som stræber hjemad op mod Himlens Bue?
Og nu, du Brummende! du vover ei
Af Urnen hist paa Jovis Skjød at tage,
Hvad alle Bønner ei neddrage?
Det gyldne Old, den salig-siungne Maj,
Da Blomst og Frugt ved samme Stilke vinked’,
Opfyldelse bag Attraa aldrig sinked’,
Og mellem Dyd og Fryd ei Skjæbnens Haand
Opløste det guddommelige Baand.
O Sangens Elskte Old! Naturens Jomfruhed!
Da Idealet var i Tingen,
Og Livet let i Fryd og Fred,
Som Virakduft for Sefyrvingen,
Hen over Jordens Blomstertoppe gled.
Hist staae de, see! de tvende Riser,
Den lyse og den mørke, forbundtro.
Til eet de begge Septre sammensno,
Og Dshinnistaner, Paradiser,
Med alt hvad Sagn og Spaadom priser,
Frem af Alverdens Samdragt gro.
I Purpurskyer ømme Sylfer bo,
I hver en Blomst en salig Div sig viser,
Og alle Væsner, lig Kjærminder, staae
Med Stierner, som saa klart fremtindre
Af et usmittet Himmelblaae
I det betydningsfulde Indre.
O lyt! hvor Pan med Hyrdefløjtens Lyd
I salig Fred hiin eente Tvekraft dysser;
O see! Naturen hver en Skabning kysser,
Fra Himlen alle Krandse drysser
Og Livet hviler i begjærløs Fryd. — —
Hvor var jeg? Ha! du sveeg mig atter,
Forførerske! Sirene, du!
Frem, Drømmens Moder, Løgnens Datter!
Du gjøgled’ mig — svig Zeus-Kronion nu!
Frygt ei, at ved din lette Finger
Den kjelne Søvn indfolder sine Vinger,
Med alle Toner fra pierisk Lund,
Almægtige! dys Søvnen selv i Blund.
Kom med hver en Tryllelyd,
Aandet ud af Elskovs Fryd;
Hiine spæde, hvori Psyche
Vilde Lyst og Vee udtrykke.
Da i Mørket Elskovs Gud
Salig saarede sin Brud;
Hiine, som med Matheds Taage
Lukked’ Argus’ Øjenlaage;
Hiine, som Arion slog,
Da han over Bølgen drog.
Søde Musa, Jovis Øre
Alle Melodier høre!
Kald fra Gnomers Sølversal
Underfulde Tonefald;
Klangen af krystalne Strænge,
Dirrende veemodig længe;
Æolsharpens Æterklang,
Gjenlyd af Sylfiders Sang;
O kald Orpheus’ Lyratoner,
Som Forbandelsen afsoner:
See, o Musa! Minos smiler,
Alle Marteraander hviler,
Slangen i Erinnens Haar
Venlig sig i Bugter slaaer,
Kjælent loggrer Helvedhunden
Og Euridice er vunden!
Ja Euridice — —
Men Vee mig! Vee!
Var det Lynet? hulde Musa, see!
Ha, Tordnen alle Rædsler vækker,
Zeus i Vrede Bierget flækker —
Hulde Musa, red mig, red!
Kan du ikke Guders Rige
Til vor Klode drage ned,
O saa lad dog Jordens Rædsler vige!
Dølg dem med dit blomsterfulde Fjed!