Ved Juuletid haster en Fader frem,
Han bærer den Lille paa Arm,
Saa lader han staae til sit fierne Hiem
Og Vivlils ventende Barm.
Den Fader haster ved Nattetid
Over Marken, med bange Iil,
Det Maanskin rundt paa Sneen saa hvid
Var lig en Döendes Smiil.
Saa gik der en Stormvind ud fra Nord,
I Mulm og i Sneefog den kom,
Og veltede vildt i Luft og paa Jord
De fygende Sneebölger om.
Da blev det rundt om til et andet Land
Foruden Fodspor og Sti,
Vildfarelsen flyttede Land og Vand,
Gud staae den Vanderer bi!
Og giennem Naturen som Döden det giös,
Og slukkede Stiernernes Skin,
Livsaanden til Riim ved Læberne frös
Og Blodet i livlöse Kind.
Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Hvor ere mine Hænder smaae?
Du töe dem op ved mit Hierte her,
Saa varmt for dig det mon slaae.
Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Jeg er saa kold som et Lig.
Da kom du Söde, og drik mit Vær,
Min Aande skal oplive dig.
Saa siger den Spæde, han blev saa sær
Og klapped’ sin Fader paa Kind:
Jeg er saa sövnig, o Fader kiær!
Som Moder, du lulle mig ind.
For Guds Skyld, min söde, min eneste Sön,
Du Hvile og Slummer modstaae,
Saa skal du faae den Smaastierne til Lön
Du nyeligen stirrede paa.
O Fader, mig vinker den lille Her Christ,
Af Stierner han haver vel fleer,
O skuer du ikke, hvor venligt han hist
I Sneefoget leger og leer?
Den Fader han trykked’ det Noer til sin Barm:
Döe ikke! jeg gir dig mit Blod!
Saa aabned’ han Aaren paa blottede Arm
Og Blodet ham drikke lod.
For seen! thi den Lille var kold og stiv,
Her Christ tog hans Siel til sig.
Paa Tærskelen stod den segnende Viv,
Da Faderen kom med hans Lig.