Paa Apenniners Spidse jeg kom
Til en Klosterruin,
Rundt smuldrede Guddommens Helligdom
I Vær og i Vind.
Og i et Capel, ved en brusten Grav,
Jeg skuede een,
Som sögte at gnide Blodsdraaber af
En Marmorsteen.
Hvad er, o Midnattens fredlöse Sön,
Hvad er din Færd?
Hvi dvæler du saa i Mulm og i Lön
Blant Gravene her?
Fornem, du natlige Vandrer, fornem,
Saa svarede hiin,
Hvorfor jeg haver mit rædsomme Hiem
I denne Ruin.
Jeg var en Yngling af svulmende Kraft,
Lig Höidens Eeg,
Som herlig i Seklers hærdede Saft
Mod Skyen steeg.
Der var en Jomfru, saa fauer og god,
Sölvpoppelen lig:
Naturen krandsede ved dens Rod
Med Violer sig.
Jeg elskede Clara, hun elskede mig,
Kun een vi var,
Og Jord og Himmel frydede sig
Ved dette Par.
Og heele Egnen syntes saa vel
Om de salige To,
Og spaaede os hvert glimrende Hæld
Til Fred i vor Boe.
Da kom en Ridder, saa stolt og saa rig,
Heel Guld han var,
Med Fader og Moder indlukked’ han sig
Og Prisen bar.
Og krummede Munke gik ind og ud
Hos den grædende Möe,
Indtil hun adlöd Forældrenes Bud,
I Haab om at döe.
De allerede for Alteret stod,
Da styrted’ jeg ind,
Brat Brudgommen veltede sig i sit Blod
Paa de rödnende Trin.
Paa Bruden stænked’ en Draabe hen,
Hun daanede ned,
Jeg baned’ mig Vei giennem Trængselen
Og flygted’ afsted.
I dölgende Folder jeg hylled’ mig ind,
Ukiendelig,
Med knuset Bryst og forvildet Sind,
Utröstelig.
Jeg vankede rundt den ængstlige Nat
For Jomfruens Vindve, fortvivlet og mat,
Jeg endelig sad.
Jeg gisped’ forgaaende, Döende lig,
Kun eet Aandedrag!
Mit Hierte mod Brystet gad knuset sig
I vilde Slag.
Min Siel gik under i Nattens Skiöd,
Hvor alt forgaaer;
Mig Guddommen syntes at ligge död,
Og Naturen dens Baar.
Og da nu Himlen blev hvid og graae,
Den kiæreste Port
Opdundrede brat, to Fruer jeg saae,
Indsvöbte i sort.
Lig Maanen bag Skyen, den Yngeres Barm
Giorde Floret hvidt,
De begge steeg ind i en ventende Karm
Og sukkede tidt.
Og som den i Gaden rulled’ afsted,
Jeg efter den sprang,
Mig syntes mit Liv, min Lykke og Fred
Ved Hiulene hang.
Og da den var ude af Öre og Blik,
Jeg blev saa öm,
Og Luft mit bristende Hierte fik
I en Taareström.
Da stod en medlidende Staadder for mig,
Af Alder graae,
Han fölte sig mindre ulykkelig
Da mig han saae.
„Giv mig den linnede Kiortel du bær,
Jeg giver for den
Dig denne skinnende Ridderdragt her
Med Glæde igien.
Giv mig den brustne Guitarre der,
Jeg giver derfor
Igien min Fiederbusk og mit Sværd,
Samt venlige Ord.”
Og da Castellanen i Porten stod
I Tieneres Rad,
Guitarrens Strenge jeg sukke lod
Til vemodigt Qvad.
De skifted’ med Staadderen mangt et Ord
Om Land og om Stad,
Dog ak! om de Fruer de vidste ei hvor,
De vidste ei hvad.
I trende Dage jeg spillede saa
Ved det Marmorportal,
Da böde mig Tienerne op at gaae
I den fulde Sal.
Og mens jeg for Ridderne spillede, da
De talte saa tyst
Og tidt om den hellige Ursula,
Og alt blev lyst.
Og lig en lössluppen Fange jeg sprang,
Jeg ustandselig flöi
Giennem Skov og Krat, over Mose og Vang
Til St. Ursulas Höi.
Og oppe ved Kirken jeg udenfor
Med mödig Trang
Mig kasted’, mens Nonnerne inde i Chor
Alt Hora sang.
Om Morgenen gik jeg i Kirken ind
Til Bön og til Bod,
Jeg trykte min Læbe med sönderknust Sind
Paa hver Helgens Fod.
Der laae jeg i Dage, der laae jeg i tre
Paa det ruddrede Gulv,
Dog aldrig fik jeg den Nonne at see,
Den Nonne saa huld.
Da var det engang ved Midienat,
Ved Altret jeg laae
I dovende Halvblund, saa mat, saa mat,
Og hörte det gaae.
Igiennem de malede Ruder flöd
Et farvet Skiær,
En hvid Gestalt, lig en vaagnende Död,
Kom langsomt nær.
Og for et Madonnabilled’ som stod
Med en Lampe derved,
Den knæled’ og kyssed’ dets Marmorfod
Med Inderlighed.
„O himmelske Jomfrue! jeg er saa varm!
Saa elskovsvarm!
Lad Kiöling udgaae fra din Marmorbarm
I min brændende Barm!
Jeg stræber i Aande, i Hierte og Aand
Til dig! til dig!
Men ak! et ulöseligt Elskovsbaand
End holder mig!”
Og mens som et Rosenlys Maanens Skin
Forklarende faldt
Igiennem de rödlige Ruder ind
Paa hver Helgengestalt,
Og Himlen rundt om tilstæde var
I al sin Pragt,
Ledsaged’ jeg Bönnen paa min Guitar,
Som sittrede svagt.
„I Engle, som komme med Harpeslet,
Tilaander mig Rist!
O hörer mit Suk og oplöfter det
Da vendte mod Lampen den Bedende brat
Sin blege Kind,
Og Solen gik op i den störknende Nat,
Og Gud i mit Sind.
„O Clara! Clara! saa raabte jeg ud
Og knælede ned,
Min inderlig elskede evige Brud!
„Tilbage, Forvovne! Jeg er Guds Brud
Og Savn min Lov.”
„„Om dig vil jeg kiæmpe med Helgen og Gud,
Du er deres Rov.
Min var du, min er du, og evig min
Du være skal,
Hvis ikke, saa endes paa disse Trin
Mine Dages Tal!
Jeg er en Forbryder, o hör min Bön!
Vær naaderig!
Thi skal jeg nu savne Forbrydelsens Lön,
Da ve over mig!
Ha! hörer du ikke den skoggrende Haan
Fra Helvede hid?
O vær barmhiertig og frels min Aand!
End er det Tid.””
Da döde Maanen i höie Blaae
Og Lampen gik ud,
Jeg ingen Helgen meere saae
Og ingen Gud.
Hun blev saa vemodig, saa underlig heed
Af Elskovsild,
Jeg trak hende ved Piedestallen ned,
Saa vild, saa vild.
Da styrted’ Madonna fra rokkede Stavn
I den store Nöd,
Og i hendes isnende Marmorfavn
Laae Jomfruen död,
Fortvivlet ved knusede Læbe jeg hang,
Jeg svömmed i Blod;
Fortvivlet jeg op fra Tillien sprang,
For Helved jeg stod.
Og i mit Vanvid min Hierneskal
I forfærdeligt Stöd
Jeg knused’ mod smittede Piedestal
Og var död. —
Og derfor i indfalden Kirke jeg maae
Med uendeligt Ve,
Fra Midienat indtil Hanegal gaae
Og Blodet see.
Jeg brænder at tvætte Pletten af,
Fordömt til Bod,
Men ak! den udbreder sig til et Hav
Af bölgende Blod.
Og naar da min Marter forkynder sig
I Hyl og i Hvin,
De troe at Vindene före Krig
I den brustne Ruin.