— in quel de Procuste orrido letto,
Chi ti sforza a giacer?
Højt fra skyomkrandset Fødested,
Vildt fortærende sit Fængsels Diger,
Over knuset Klippetrappe higer
Fjeldets Fos til Oceanet ned;
Fangne Kilde dorsk og lydig sniger,
Og tilsidst som kunstigt Springvand stiger
Med afsjælet Trællelydighed.
Længe saa i tvungen Leeg fremspilled’
Af Sonnettets trange Rør min Sang
Og som Neeg og Blomst forkunstlet sprang.
Bryd med Jordens og med Himlens Billed’
Ved din Barm, med ædel Frihedstrang,
Knuus, o Sang, den snevre Breddes Tvang!