Gnomer
Dybt under Havet,
Med Vælde begavet,
De Gnomers Chor
I Gruberne boer.
Vi blande og skille
Og Lande hentrille.
Men naar Salamandre
Og Gnomer hverandre
Hænderne give,
Maae alting blive.
Thi kommer, I Vilde!
Som Verdnen opilde.
Salamandre
I empyreiske Zoner
Vi ryste vore Luekroner.
Alt er underlagt
Ildens Risemagt,
Den er Livets Væld
Og Verdnens Siel.
Hvor Ertsene kaage
Til svulmende Taage!
I Lava vi vade
Og Ildstof indlade
I bragende Huler.
Hvor Uveiret kuler,
Mens Underhavsfielde
Revnende giælde!
Sin længe baarne
Krone af Domer
Og musgroede Taarne
Lisboa taber.
Men Undergangen skaber:
Oceanet syder,
Afgrunden opskyder
En nye Azor
I det rystede Chor.
Paa Flammepiller
Vi löfted’ dig op,
Snart Duggen omspiller
Din rygende Top.
Værket er fuldbragt.
Priser Ildens Magt.
Havet
Med Moderglæde
Velkommen, du Spæde!
En rædsom liflig Smerte stödte
Dig af mit Indre, kiære Noer,
Med samme Smerte længst jeg födte
Dine Söstres Chor.
Men ak! hvor er du raae og vild!
Din Aande hvirvlet Rög og Ild,
Et Diadem af Muslinger din Pragt
Og vilden Havgræs din medfödte Dragt.
De hvinende Vinde
Skal kiöle dig.
Du Lindring skal finde,
Naar rasende Bölger
I Havskum dig dölger.
Saa damp et Sekul og moderlig
Ved min Uveirbarm jeg skal hygge dig.
De azoriske Öer
Velkommen til Lysets Rige,
O Söster, velkommen vær!
Med Rædsel saae vi dig stige,
Men nu er du der.
I hvert et Vindpust vi tilvifter
Dig kiölig Duft, du sösterlige Öe!
Og er du afkiölt, da vi ströe
Med hver en Vind i dine Klipperifter
Vort bedste Frö,
Indtil dig Solen Brudgomskysset giver
Og ved sin Ildbarm dig opliver.
Trækfuglen
Med Skyernes Skarer
I Vinden jeg farer,
Over Bierge og Bölger
Jeg Solen fölger.
Det er Trækfuglens Færd:
Stedse hen og her
Den sögende flakker
Og hviler paa Skierenes Takker.
Men er det den yngste Öe?
Neppe den mit Blik gienkiender,
Thi ei meer dens sorte Isse brænder.
Af mit Næb tag dette Fröe,
I det jeg holder
Et blomstrende Land, som snart sig udfolder
Og hviler jeg da igien paa din Kyst,
Jeg helligholder din förste Höst.
Vinden
Over Steene jeg gaaer
Og blæsende saaer;
Blant riftede Klipper
Snart Meieren slaaer
De undrende Vipper.
Verdenomsegleren
Hvor prægtig, med en Krands af Morgenröde,
En Giord af Havskum, kneiser hiin Basalt!
Dens Dale svulmende af yppig Gröde,
Med Palmeskove Höiden overhvalt.
Her trygge Fred og travle Syssel böde
Og til et Glædens Land forskiönned’ alt,
Rundt hvide Hiorder Fieldene bedække,
Paa Marken staae de gyldne Neeg i Række.
Og hist, hvor Flodens Saffirarme böie
Sig om den luftige og reene Stad,
Basiliker og Templer sig ophöie,
Opstillede i afmaalt Kreds og Rad.
Paa Torvet alt sig tusind Grupper föie
Og vexlende, snart atter skilles ad,
Mens Havnens Vrimmel fredlös sig bevæger
Og denne Egn med fierne Himmel qvæger,
Og hör! alt Hiulet klapprer, Hamren lyder,
Og Sysler vaagner op i hver en Vraae,
Paa Torvet styrende Senaten byder,
Mens reene Sæder ved hver Arne staae.
Ved Overflod sig Lykkens Sönner fryde,
Med Seierskrandse alle Kunster gaae;
Hist Geometere med Stavens Spidse
I Strandens hvide Sand Figurer ridse.