Kong Frode höit ved Gilde sad,
Kong Frode, diærv og snild,
Ved gammel Miöd og Skialdeqvad
Han blev saa huld og mild.
Nu siger frem, I Dannemænd,
Nu siger uden Blu:
Hvo teede sig min bedste Ven
Med kiæk og snedig Hu?
Og den som meest har gavnet mig,
Det sværger jeg ved Thor,
Af dette Horn skal lædske sig
Her överst ved mit Bord.
Flux mange Kiæmper traadde nær
Og priste deres Daad,
Een talte om sit hvasse Sværd,
Een om sit snilde Raad.
Og Leireborgen rundt gienklang
Af Mod og Snedighed,
Og Kongen fra sit Sæde sprang,
Saa glad han blev derved.
Da saae han at en Gubbe sad
Heel nederst ved hans Bord,
Og ikke mod, ei heller glad,
Ei mælede et Ord.
Hans Brynie bar mangt et Skaar
Af fordums Hug og Stöd,
Som Vandfaldsskum, hans hvide Haar
Ned paa hans Rustning flöd.
Og er du Gubbe uden Daad,
Saa gak hvorfra du kom,
Saa gak og end i Qvindegraad
Din usle Alderdom.
Ei Skiendsel blegede mit Haar,
Thi Retsind var mit Navn,
Og ei jeg for min Konge staaer
Foruden Daad og Gavn.
Da Gullands Fylkekonge sig
Mindst ventede sin Död,
Mod ham, din Giæst, du öved’ Svig
Og ham at dræbe böd.
Men jeg til Höibords satte ham
Og lod i Fred ham gaae,
At Fredegod ei Meen og Skam
Af Manddrab monne faae.
Nei ikke er du uden Daad,
Kom hid, kom hid! thi den
Som styrer Kongens onde Raad
Er Kongens bedste Ven.