Henrik Hertz (1797–1870)

Alle digte af Henrik Hertz på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.

A

Af denne gyldne Viin et Glas jeg skjænker

Aftenen er saa klar og smuk

Af Tidernes uendelige Række

Ak, I lyse Sommerdage!

Alt er stille, Maanen kaster

Aa Herre Gud, hvad man har sin Plage!

Aarets Tider! I, der drage hen

B

Blandt hine Genier, der følge blidt

Blandt Tidens Spørgsmaal er der eet

Brug det Talent, dig Gud har givet!

D

Dagen med slappe Vinger synker saa heed, saa mat

Den dagmilder over Jorden haard

Den friske, den kjølige Foraarsvind

Dengang den gamle Sanger laae

Dengang hun laae og leed, af Ømhed pleiet

Den Kunst, at døe, naar Død og Doctor kalde

Denne Vifte her har lært

Den næste Aften traf jeg min Veninde

Den skjønne Fornarina

Den svæver gjennem Rummet

Den vilde Ravn er fløiet bort

Der drog et Bud igjennem Landet

Der er et gammelt Sagn, der melder om

Der er i Alt en rastløs Stræben

Der er Taarer, Ingen kan beskrive

Der gaaer en Aand i Stilhed ved vor Side

Der høres et Bulder, der lyder et Raab

Der klinger et Kampraab

Der kommer i Vaaren en Sværm til Nord

Der leved’ i en By engang

Der ligger noget høist behageligt

Der var en lang Tid stille

Der var saa faurt under Lindens Løv

Det buldrer under mig

Det er nu anden Gang, at denne Bog

Det er tungt, at de, vi elske, kunne

Det klappred’ over det nærmeste Tag

Det knager i Kjæmpernes

Det suser helligt i den Lund

Dette Vand, vi glide paa

Det var en deilig Sommeraften

Det varme Hjerte har hørt op at banke

Din Hird har samlet sig, o Drot!

Din Magt, o Kjærlighed, er stærk

Dit unge Hjerte i mit eget banker

Dorothea! Dorothea!

Du grunder taus som om en Gaade

Du har vel ei, min hjerte Svoger, ganske

Du kaster i Mismod bort din Pen

Du sidder taus, min Frue, og støtter Haand til Kind

E

Eensom er et Hjertes Lykke

Ei blot det Sted, hvor først vi Lyset saae

Ei omsonst blev sjeldne Kræfter

Ei ved din aabne Grav, vor Ven!

Elskte Ven! med os forbunden

En deilig, ung Ridder i Lunden mon gaae

Endskjøndt Du sikkert undres over

Engene dufted’, beskylled’ af Voven

En halv Snees Aar er snart forløben

En Shakspeares Feil ei Eders Feil formilder

En Ven af Dem, en Mand, der er mig kjær

Et Rokkebrev er intet Brev

F

Farvel! — Hvis nogensinde Bønner høres

For at leve maa jeg skrive

For circa fjorten Dage siden

Forgjæves vi søge

For mig laae i fjerntbegrændset Sphære

Fra den Tid de høie Varmekilder

Fra et usynligt Skjønheds-Rige

Fra Thronens Nærhed og fra fjernest By

Fædreneland! i fjerne, skjønne Lande

Først man øined’ en rummelig Havn

G

Genius, der hæves let af Vinger

God Morgen, kjæreste Veninde!

Graven lukker sig. Den hvælves over

Guds Engle svæved’ til Korset ned

H

Haler med Aarerne mægtigt ud!

Han sad hver Dag paa den samme Plet

Har Fanden Lyst at chikanere

Heidrek, drag ikke bort saa brat!

Helligt være for vor Sjæl

Hen over Havet skal

Her, hvor om Vinteren Muserne bygge

Her I samles Alle, faure Piger!

Herligt er Digterens Kald. Han er en Midler imellem

Herr Eskil thut die Runenmacht beschwören

Hil dig, Biartmar

Hil sidde I Kræmmere, store og smaa!

Hist, hvor Øiet Veien slipper

Holmgangs-Valen, Hvor Helten er høisat

Hos alle Dødelige

Hun sad saa eensom i sin Stue

Hun stod i Gylfes Haller

Hvad der bevæger mig til at forlade

Hvad I har lært idag af Eder doceres imorgen

Hver Dag, naar Solen vakte

Hvert andet Øieblik en Engel kikker

Hvi blomstrer end saa seent paa Aaret

Hvis jeg, der er dig ubekjendt, tør vente

Hvor Havet er dunkelt! Kun de skumhvide Toppe

Hvorledes jeg, der har studeert

Hvor længe skal jeg vente?

Hvælvede Loft, der er bygget af Blade

Høit over Bifrost

Høsten er nu forbi. Med denne

I

I Achelos sidder sorgfri

Iaften har vi det luunt og godt

Iblandt de rige Gaver, en vældædig

I denne barske Tid, da Sneefog dandse

I denne Tid, du kjære Gud!

I denne Tid jeg stemmer

Idet vi samles sidste Gang

I en bevæget Tid, der heftigt virker

Ikke sandt? at denne Mand

Imellem Kattegat og Østresalt

Imens den iisgraa Trækfugl, Frosten, bygger

Imens jeg griber i Strengene let

Imens omhyggelig Helbreds Gud

I mindes, elskte Venner! jeg er glædet

I Skjønhed formed’ her sig hendes Liv

I Skoven vil jeg ikke gaae

I Smaabørn kjære, der sørgende staae

I, som alt med høi og umild Susen

I Syracusa stod

J

Jeg gik mig i den dunkle Skov

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre

Jeg hører tidt af en og anden Ven

Jeg kjæmper som Laokoon med Slangen

Jeg lystrer Dem som min Cavalleer

Jeg mærker det ved høilys Dag

Jeg seer dig, jeg kjender dig

Jeg stod en Søndag Morgen

Jeg vented’ igaar, jeg gik ei ud

Jeg vilde netop, kjære Svoger, lukke

Jubler, Verdner! høie Himle!

K

Kirken er et gammelt Huus og Fanden er en Skalk

Klokker! I, der snart saa trist

Kong Yngve hedder han, Sverrigs Drot

L

Lad mig gaae! Jeg drikker ikke meer!

Lejlighedsdigtet, det stjæler min Tid og matter min Aand ud

Lidt træt, lidt mat, en Smule grebet an

Liggende, drikkende hviilte jeg glad

Lille Blad, jeg skriver dette paa

Lyksaligt Nytaar! Held og Fred for Hver!

Læg dig kun ned og sov kun trygt!

Læg i Dit Brev et venligt Blik

N

Natten er kjølig og Vindene feie

Nei, af Eder ingen Gunst forlanger

Nærmer jer Teltet — han sover derinde

Nær ved Arnoflodens Vande

Naar af det travle Liv forladt

Naar det glædesvangre Bryst

Naar endt omsider er Sommerens Tid

Naar jeg om Morgenen med frisk Forhaabning

Naar Mænd som vi er til Collas

Naar Søvinden lufter sommerlig og varm

Naar Vaaren atter paa Mark og Eng

O

Ofte man hører

O gid den Stund, der os forbandt

Om Aftenen, o Rom, er’ dine Gader

O Venner! I, hvis tætte Rad

Over Høien, der staaer

P

Pater Joseph! laan mig Øre!

Paa Torvet, hvor Fontainen

R

Reis dig iveiret

Religion og Poesie

Rullende henad de støvede Veie

Rundt! rundt! Stuen løber rundt!

S

Salig og fordybet hviler

See, hvor hurtigt Skyer trække

Slaget var endt. Paa den aabne Mark

Slaaer paa Skjoldene!

Solen gaaer mod Havet ned

Som en fiin og sneehvid Due

Som en Memnons-Søile, eensom levnet

Som en Pusling svøbt og vugget

Som Skildvagt staaer jeg paa min Post

Søvnløs har jeg ligget hele Natten

Saa langt over Sletten lyder der et Døn

Saa svigtede mig ei det Haab, der søgte

T

Til dig, o Gud! vor Tanke gaaer

Tilhest, tilfods, i Skov, i Krat

Til Hvilestedet bæres hen

Til Øieblikkets Liv vort Liv er hundet

U

Und es war schon längst beschlossen

Unge Hyrde, skjøn er din Røst

Unge Piger! Glæden venter!

V

Ved denne sidste Vilje sætter

Ved en lille sølvklar Aa

Ved Gangesflodens Bredder

Ved Trommernes Hvirvel, ved Hornenes Klang

Ved Aarets Ende træder atter frem

Vel elsker jeg høit, o Danmark! din Kyst

Vel har vi til en munter Fest

Vel stedes vi med Føie her til Gilde

Vi hilse Dig, der atter Danmark gjæster

Vi hilse dig, o Aftenblaa

Vinden vifter, Løvet skjælver

Vi sad paa Skrænten saa blødt i Græs

Vi sidde sammen som vi kan bedst

Vi Sødskende smaa

Vort Dagværk er til Ende