Danke, daß die Gunst der Musen
Unvergängliches verheißt:
Den Gehalt in Deinem Busen
Und die Form in Deinem Geist.
Göthe.
Hvert andet Øieblik en Engel kikker
Nysgjerrigt over mine Skuldre ned
Paa Skrivebordet, som jeg sidder ved,
Og spørger, om jeg dybt i Texten stikker.
Nu nyssens sagde ligefrem mig En,
At jeg i Breves Sktrivelse
Var over alle Maader seen.
En Anden bad mig sagtens om Tilgivelse,
Men vedblev derpaa noget tørt og kort,
„Jeg maatte skynde mig, hvis Brevet skulde bort.”
Kanskee, naar Alt betænkes ret,
Jeg handled’ klogest i at standse.
Thi sandtnok bryder jeg med Lyst en Landse,
For at forsvare Plet for Plet
Mit Territorium i Vers-Tournerings-Dandse.
Men Folket, der som Publikummet sees
At sidde tæt i paa Bænke rundt om Skranken,
Kan, naar der kjæmpes om en vis Idees,
Et vist Begrebs Natur, ei slippe Tanken,
At hvert et Udfald, alle Hug og Stik,
At en mod Hjernen stilet Polemik
Gjaldt Maven, Brystet, Ryggen eller Skanken.
Ja Folket troer,
Af et Slags Overtro bedaaret,
At, naar de Bedre strides om et Ord,
Da er det ikke Sandheds lyse Spor,
Der søges om; ak nei! „de slaaes” man troer;
Det gjælder ikke Hovedet, men — Haaret.
Jeg nødes derfor til (saa tungt
Det ogsaa falder mig, i denne
Behagelige Hoved-Dyst at ende)
Kun kort at røre ved et enkelt Punkt,
Hvis Vigtighed I vil med mig erkjende.
Af Alt, hvad der i en saa ædel Stangen
Mod Hovedet er sagt om Knude-Sangen,
Da troer jeg, at den Hoved-Knub,
Som fast hver anden
Af Læserne har stødt imod med Panden
(Med Panden siger jeg med Flid;
Thi de, der muligt yppe med mig Strid
Med Hælen eller Hoven, gi’er jeg Fanden)
At denne Hoved-Knub og, nærbeseet, det Horn,
Der i hvert andet Øie var en Torn,
Har Sæde netop der, hvor Panden
Af lutter Svimmelhøide var tilforn
I Fare for at rende fra Forstanden;
Hiint Sjælens rædsomthøie Sfraszburg-Taarn,
Hvor Tanken med urolig Higen
Bestandigt klavrer opad Svimmelstigen,
For at betragte nøiere
En Gjenstand, ak! der fjerner sig desmeer,
Jo mere Menneskerne stige høiere.
Jeg skal forklare nærmere min Mening.
Den inderlige, mystiske Forening
Imellem Aand og Legem er en Nødd,
Hvis Knækning allerede Mangen brød.
I dette Lyspunkt her, hvor jeg omsider
I paradisisk Klarhed skuer Alt,
Er Aanden og det Aandiges Gestalt
saa uadskilleligt, saa idealt,
At ingen Deel den andens Ret bestrider.
Hvad I forstaae ved Legemet er her
Eet og Alt ateneste den Maade,
Paa hvilten Aanden viser, at den er;
Det Ydres Løsning af det Indres Gaade.
Paa Jorden derimod, I vide,
Maae Aand og Legem, Formog dens Idee
(Thi hvad jeg sigter til, I sagtens see)
Af Endeligheds Skranker lide.
Ikkun i Kunstens Rige bryder frit
Ideen ud hos Jer mod alle Kanter;
Der vorder ei dens Herredom bestridt
Og kuet af et Legeme, der skranter.
Der gjennemtrænger den med Magt
Materien indtil dens mindste Dele;
Der kjendes intet Skrøbeligt og Svagt:
Idee og Form er der et fuldendt Hele.
Men i at øve Kunsten pleier tidt
Den dødelige Kunstner at bedrages
Af en Forblindelse, der gaaer saa vidt,
At den ei noksom kan beklages.
Han indseer nemlig, Værkets Aand
Er Sjælen for det Hele; han begriber,
At det er netop den, hvorpaa det kniber
For mangen stakkels Djævel. Formens Baand
Betragter han nu meget snart som Lænker,
Der ere ham iveien, naar han tænker.
„Thi som mit Legem — siger han — er blot
Vehiklet for min Aand og ældes, mattes,
Mens Aanden altid frisk af Folket fattes,
Saaledes er det i mit Digter-Slot.
Idee og Form! Er mig Ideen værdig,
Saa lad kun Formen være faldefærdig!”
— Han overfører da et kummerligt,
Elendigt Livs Betingelser og Skranker
Paa sit for Evigheden skrevne Digt.
Saa kan man vel begribe hvad der vanker.
Hiin Fremfærd, et saa galt Raisonnement
Har jeg tilforn (jeg mener sidste Gang,
Da jeg besøgte Jer) bekjæmpet.
Men
En eller anden Fyenbo eller Jyde,
Der lugter lidt af Lunten, troer igjen,
At Formen dog har Noget at betyde,
Men veed ei rigtigt hvad. — Og strax
Fortæller os en halv antik Hans Sachs,
(Thi, notabene,
„At Formen vel er vigtig” — Gud bevar’s!
Det seer tilsidst enhver æsthetisk Lars —
Kun mener han:„i Alt hvad angaaer Smagen
Er Aanden rigtigt altid Hovedsagen.”
Da denne Sætning seer plausibel ud
Og fra et skjønt Organ paa Scenens Bræder
Kan trænge, lig et Udsagn af en Gud,
Forførerisk til Husets fyldte Sæder:
Saa undres I vel ei, om jeg paa Musers Bud
Et lille bitte Korn mig baxer
Med denne samt med lignende Hans Sachser.
* * *
Vær ganske ligefrem, Hans Sachs! Hvori
Er Aanden Hovedsagen? — „Som jeg siger,
I Digtekunstens ugeneerte Riger;
I hvert et Arbeid af min Poesie.”
— Velan! saa tænk Dig et Sujet! — Vi skulle
Besynge, lad os sætte, Polens Kamp.
Vi høre Slagets fjerne Torden rulle;
Terrainet aabner sig; en tyk og graahvid Damp,
En Sky af Røg, lig Jovis-Skyen, dækker
Den skjulte Gud, der styrer Slagets Rækker;
Og Glimtet fra Kanonen, Bøssens Knald
Og Bulderet bebuder Død og Fald.
Omsider! Vinden skiller Massen,
Og Skyen drager langsomt hen. Vi see
En Mylr af Mennesker i Russernes Armee.
Colonnerne marschere over Pladsen;
Artilleriet drager op; der fyres;
Et Antal styrter rallende — men see!
En Skare Folk, hvis Vaaben er en Lee ...
Den styrter frem! ... Den kan ei længer styres ...
Det er forbi!
Den iler mod et russisk Batterie,
Hvor hundred’ Ildsvælg sende Død og Farer,
Den visse Død imod de kjække Skarer.
Tys! ... hør! — et Bulder og et Lyn,
Og Skrig og .... ak! det gnistrer for mit Syn!
— Victoria! De seire! Streispartiet
Har alt i Stormskridt taget Batteriet!
Ei sandt, min Ven! Dit Øie lyner?
Forbi det svæve mærkelige Syner.
Høit farves Dine Kinder, og Dit Bryst
Er varmt af Kamp og Død og Seirens Lyst
Og stiger henrykt ved det blotte Minde.
Du griber Griflen — sætter Dig alt ned
Og, medens Din Begeistring end er heed,
Du skildrer ....
Stop! Hvad har Du nu isinde?
Først ordne Dine Tanker? ikke sandt?
Forjage hvad der krydser dem iblandt?
Og dernæst tænke paa, hvorledes
Sligt bliver bedst fortalt. Thi at der smedes,
Fordi dit Jern er varmt, er ikke nok.
— Kan denne Seier af en Heltesflok
Fremstilles os dramatisk? — „Nei, jeg mener,
Et Epos egner sig for slige Scener.” —
— Nu godt! fortæl! da! ... Hvorfor tøver Du?
Du har jo Intet skrevet ned endnu!
— „Jeg søger Udtryk for min Tanke;
Jeg søger Ord, hvis Ild
Kan varme, tænde Foredragets Stiil,
Men — føler mig geneert af Sprogets Skranke.”
— Hvad? Kjære Broder! raser Du? Af denne
Haandgribelige Grund vil Du
Betænke Dig at skildre Slagets Gru?
Lad din Begeistring Foredraget tænde!
— „Det vil ei rigtigt flaske sig endnu.” —
Ei hvad! Husk paa: „i Alt Hvad angaaer Smagen
Er Formen ei, men Aanden Hovedsagen.”
— „Ja, det er godt nok; men ....” —
Men? Hvad? Du grunder, tygger paa din Pen?-
Du store Gud! paa denne Maade, Kjære!
Sjør Theorien Dig kun liden Ære.
Begeistret er ei Du alene; vi,
Et heelt Europa føler
For Polen med begeistret Sympathie;
Selv ikke Polens Undergang den kjæler.
Men vi kan ikke skildre den, fordi
Den productive Kraft vi reent manquere.
Men Du! ... Ifald jeg vilde chicanere
Din Theorie, min Ven!
Jeg kunde paastaae ligefrem igjen:
Nu ligger det for Dagen,
At Formen virkeligt er Hovedsagen.
— „Din Slutning er ei rigtig;
Jeg har jo sagt, at Formen med er vigtig.”-
Hvad vigtig! Din Idee
Er Intet uden Formen, som vi see.
— „Nei, Kjære! Du gaaer sandelig for vidt!” —
Velan, saa hør mig: Alt det Skjønne stræber
I Kunstens Verden efter Form, saa tidt
Det skal udfoldes for vort Øie frit;
Først i en Form det flød fra dine Læber.
Hiin Form er ikkun een, og en nødvendig,
En saadan, gjennem hvilken din Idee
I alle Dele synligt er at see;
Det Overflødige Du skjærer bort behændig.
— Og nu, saa vist som hvert dit Ord er sat
For at betegne, hvad Du just har villet,
Saa vist er hele Foredragets Skat
Ideens uforkrænkelige Billed.
Og endeligt, saa vist som Ingen kan
En Tanke tænke sig, der ei har fundet
En Sætning, til hvis Ord den selv er bundet;
Saa vist endog en simpel Almuesmand
For en prosaisk Tankegang forlanger
Et rigtigt Udtryk brugt: saa vist, o Sanger!
Er det som Digtekunstens Pæst din pligt
En rigtig Form at finde for dit Digt.
Kan Nogen mere klart og tydeligt
Udvikle Dig et Punkt af Smagens Lære,
Der ikke just som stegte Duer strax
Imod os flyve, naar vi det begjære,
Saa vil jeg hedde Hans, ja selv Hans Sachs!
Og hermed maa Du Gud befalet være!
* * *
Fra denne lille Polemik
Mod sachsisk Deinhardsteiner-Æsthetik
(For hvilken om Tilgivelse jeg beder)
Jeg vender mig med Afskedsord til Eder.
Af Alt, hvad jeg har sagt, I ville see,
At jeg, o dyrebare Venner! ikke
Har tænkt mig Formen uden dens Idee.
Ifald der muligviis kan ligge
Til denne Paastand, troer jeg allenstund,
At Lignelsen ei svække kan min Mening,
Naar med det Øvrige den læses i Forening.
Hvad der forresten af min sidste Sang
Kan discuteres om, det vil jeg gjemme,
For ei at trætte Jer Taalmodighed derhjemme;
Desværre! min er heller ikke lang.
Alt synker tungt mit Øie,
Udmattet af at stirre paa en Jord,
Hvis Lod er Strid, Elendighed og Møie;
Og tods min Ømhed for det gamle Nord,
Hvor de, jeg elsked’ høiest, boe og bygge,
Jeg længes atter efter Palmens Skygge.
Modtager mit Farvel! Forsikkrer dem,
Der end ei have glemt den gamle Sanger,
At Alt, hvad i sin Himmel han forlanger,
Er at erindres i sit Hjem.
Et Monument af Steen kan smuldre, kan forsvinde:
Min Gravskrift staae i Dannerfolkets Minde!
Men Du, Allivets Fader! Lysets Aand!
Hold over Danmark, over Drot og Rige
Velsignende din Haand!
Lad i Oplysning hele Folket stige!
Forjag med dine Straalers Pragt
Vankundighedens Natte-Dunster!
Og nedstyrt den fordærvelige Magt,
Der kjæmper frækt mod Videnskab og Kunster!
Beskjærme Du hvert redeligt Erhverv!
Lad ei den stille Flid af Trang forknes!
Og vaag ved Landets Grændser, naar de trues
Af Farer og af Trængsler og Fordærv!
Lad denne lykkelige Plet,
Hvor Magten uindskrænket byder,
Men, selvopfordret, blot Fornuften lyder,
Lad dette Fristed for de bedste Dyder
Betrygges og beskjærmes og staae fast
Mod indre Splid, mod fjendtlig Overlast!