Henrik Hertz

Tilegnelse

Som en Memnons-Søile, eensom levnet

Af en Pragt, der er med Jorden jævnet,

Dvæler Mythen blandt os uden Røst.

Fremmed og med stumme Miner,

Kun et Led af mægtige Ruiner,

Peger den mod Fortids fjerne Kyst.

Men som hist fra Memnons-Søilen løde

Høie Toner, naar ved Morgenrøde

Phøbos sendte sine Straalers Ild,

Klinger atter, naar vi lytte,

Høle Toner fra den stumme Mythe,

Naar sin Lyra Phøbos stemmer mild.

Thi det er i Digtekunstens Rige

Hine Myther, de forgjængelige,

Part i vor Udødelighed naae.

Poesiens Straale griber

Sagnene fra Hellas og fra Tiber,

Og først da vi deres Røst forstaae.

Ædle Fyrste! Faureste Fyrstinde!

Eders Gunst paa denne Dag at vinde,

Fulgte Digteren sin Musas Gang.

Lader huldrigt Sangens Tone

Svæve nær ved Eders Myrthekrone!

Lytter huldrigt til min Lyras Klang!

Mythen om de sidste Tyndarider,

Ved et Folkesagn forplantet, skrider

Over Scenen til min Musas Dauds.

Hellas klare Diamanter

Mellem Romantikens Amaranther

Smykke hendes Tinding som en Krands.

Med den friske Luft fra Stranden kommer

Dette Digt til Eder i Skjærsommer,

Med et kjøligt Vist fra Skov og Sø.

Med en Røst fra svundne Dage,

Med en Klang fra Danmarks Fortid drage

Sagnets Toner over Gefions Øe.