Udstyret
(1835)
(1835)
Hil sidde I Kræmmere, store og smaa!
Hil sidde I Kjøbmænd bolde!
Vil Gud, da sætter jeg snarlig Bo,
Og agter mit Bryllup at holde.
Saa kjøbe vi ind for Huus og Gaard
Hvad Himlen vil os beskjære.
Thi er jeg kommen til Eders Boder
Alt med min Hjertenskjære.
Saa have vi sørget for Fadebuur,
For Kjøkken og Kjælder behænde.
Nu skulde vi tænke paa Høienloftssal,
Hvis Gud det saa vilde vende.
Saa have vi kjøbt os Dug og Disk
Og Maal i Tønder og Skjæpper —
Hr. Høier! I er en veltænkende Mand,
I vise mig vævede Tæpper.
I vise mig Tæpper af liflig Lød,
At bredes paa Høienlofts Tilje.
De være virked’ med Rosensblad,
Med Tymian og med Lilie.
Fremmerst i Flok gaaer adelig Mand,
Og strunk han sidder paa Tofte.
Sidst man tænker paa nedrige Stand,
Der skjules af ydmyg Koste.
Jeg kjøbte mig Silke, jeg kjøbte mig Fløil,
Og Hermelin til Belægning.
Nu skulde vi tænke paa nedrige Stand,
Paa Lemmernes Underbedækning.
Den Sommerdag blid man klæder sig let,
Men varmt under Frosten klare.
Hr. Feyerskou sidder bag bonede Disk,
I vise mig uldne Vare.
I vise mig strikkede Trøier af Uld,
Og retskafne jydske Sokker.
I vise mig Strømper for Jomfru-Fod
Og Svanebaier til Klokker.
Saa have vi kjøbt for Huus og Gaard
Hvad Menneskets Hjerte forlanger.
Min elskede Brud! gak ind med mig,
Jeg flyer Eder gyldne Spanger.
Om Halsen jeg lægger en Perlerad
Og om Eders Arm Braceletter.
Og i Ebers Haar, mit blomstrende Liv,
Jeg kunstige Roser fletter.
— Dagen helder og Sol gaaer ned,
Og Kræmmeren Boden lukker.
Træd ind, min Elskede, nær herved,
At see paa de slettede Vugger.
Allerkjæreste min, og rødm kun ei,
Og skot kun ikke tilside!
Haabet beskjæmmer aldrig en Mand;
Han tænker paa Alt itide.
— Dagen helder og Sol gaaer ned,
Og Skyggerne vorde saa lange.
Nu mærker man ei til Menneskets Dont
Og ei til Fuglenes Sange.
Aftenen glider saa sagte ned.
Nu nærmes Natten den blide.
Min Hjertenskjære, saa trøst jeg gaaer
Til Hjemmet ved Eders Side.