Natten og Dagen(To Basrelieffer af Thorvaldsen)I.Den svæver gjennem RummetSaa sagtelig, saa tyst,Med tvende Smaabørn trykteTil sit gavmilde Bryst.Ei lukket er dens Øie,Til Børnene det glider,Mens lydløst i RummetMed ædel Ro den skrider.Af hine tvende Smaabørn,Den bærer ved sin Barm,Den Ene, Søvnens Genius,Har sænket slap sin Arm.Den Anden, har man sagt mig,Er Døden, Søvnens Broder;Thi Nattens tause GuddomSkal til begge være Moder.Til Døden? Natten ModerTil Livets Ophør, Død?Er ikke livfrembringendeOg frugtbart dens Skjød?Er det ei Nattens Favntag,Hvori os Sundhed gives?Og lader NatteduggenEi alle Væxter trives?Er det ei Nattens Stilhed,Dens høitidelige Ro,Hvortil vor Aand sin TænkningVil allerhelst betroe?Og samler Natten ikkeDet Stridige, det Spredte?Og vier til ErindringEller Glemsel os dens Lethe?Ak nei, den anden GeniusVed Nattens dunkle Barm,Hvis Kind synes brændeSelv i Marmor rød og varm,Hiin Dreng, der lyksaligI Slummer selv sig luller,Med den henrykte TrækningI sin Nakke, i sin Skulder —Det er Drømmen, I kan troe mig!Det er Phantasus, hiin Gud,Der helst ved Natrens BrysterPaa sin Flugt sværmer ud;Det er Søvnens yngste Broder,Hvis slummerlette HjerneGestaltes til en VerdenAf det Nære, af det Fjerne.Thi Natten, naar den svæverI letbevæget FlugtHenover dem, der vaage,Eller Øiet alt har lukk’t,Betroer til tvende GenierSit milde Herredømme:En styrker os i Hvilen,En trøster os med — Drømme.II.Allerede vandrer NattenMed blegere Gestalt.En Lysning, en KlarhedI Øst sig viser alt.Det er Morgenrødens Guddom,Der op af Havet dukker,Og med et Slag af VingenAlle Stjernerne slukker.Det er Eos, med det glade,Med det seirende Smiil,Der ung og varm og straalendeSig nærmer med Iil.Paa en Morgensky hun træder,Der er med Purpur kantet;Og medens frem hun haster,Leger Vinden med Gevandtet.Paa hendes Skulder hvilerEn yndig Dreng sig let.Hvo er det? Er det Hesperus,Der er sinket eller træt?En Fakkel høit han hæver,I Luer han den svinger.Er det Phosphoros, der LysetFra Ætherstrømmen bringer?Han løser sig fra Skuldren;Nu iler han forud —Og overalt hans FakkelBebuder Dagens Gud.Fra Horizontens StrimerEr Purpursømmen dragen,Og Morgenrødens BilledHar forvandlet sig til Dagen.Den kommer, den stiger,Den blænder ved sin Glands,Under Ætherens SvingningerI zittrende Dands.Alt medens Lysets GeniusSaa høit sin Fakkel løfter,Forsvinder Nattens MørkeFra de dybeste Kløfter.Og medens Dagen styrerPaa Himmelen sit Løb,Utalte Spirer mylreAf det hemmeligste Svøb.— Min Musa sænker Plektret,Paa Munden lagt en Finger;Thi Ingen veed hvad DagenPaa sin Vandring Jorden bringer.Med sagte Greb i Strengen,Og med en dæmpet Klang,Hun fulgte Morgenrødens,Hun fulgte Nattens Gang.Ak han, der disse BillederHar skabt, er Dødens Bytte,Og vi maae selv fortolkeHans underfulde Mythe.