Billardet i Hirschholm
Mel. Fredm. Epistl. 69
Mel. Fredm. Epistl. 69
See, hvor hurtigt Skyer trække
Op fra Horizonten;
Tunge, sorte de bedække
Aftenhimlens Blaa.
Vinden suser frem for Fronten
Af den tætte Skare,
Blæser alt i Toner klare
Krigs-Signal — pas paa!
Ak, hvilket Veir!
Jo, nu kan vi spadsere!
See, Skyen der!
Og bagved komme flere.
Vinden feier Sand og Blade
Henad Byens Gade;
Svalerne, der fløi saa glade,
Flyve lavt og angst.
Ja, der er et Uveir oppe!
See paa Fjederkræet!
See, hvor Bøgens høie Toppe
Pidskes ned — min Gud!
Det er accurat som Træet
Fik et Drag i Nakken.
— Men hvad hjælper al den Snakken?
Kan vi nu gaae ud?
„Nei!” — Det var bra’!
Thi kort og godt var Svaret.
Altsaa — hvad da?
„Vi vandre til Billardet!”
Bravo! Lad os Tre gaae sammen,
Snakke med Madamen,
Skaffe Viin og Glæde — Amen!
Fremad! Marsch! Allons!
Deres Solhat, bedste Frue!
— Doctor! Paraplyen! —
Ak, forvar Dem vel mod Snue!
Tag Galoscher paa.
See, det drypper alt fra Skyen;
Stødviis suser Vinden —
Skal jeg tale med Værtinden,
Mens De foran gaae?
— Søde Madam!
De har vel —? „Ja, jeg gjætter!” —
Det er en Skam!
„Der er alt tændt Lampetter.”
Er der tændt? Ak, hvilke Straaler!
Knap den Glands jeg taaler.
Otte Lys i Girandoler!
Kongelige Pragt!
Lad os da begynde, Kjære!
Vælg blandt disse! — Paa min Ære,
De maa ta’e det som det falder:
Jeg er deres Makker;
Vil De, Doctor? — „Jo, jeg takker!”
Læg da ud! — „Aa, vent!
Jeg kan ei med en anden —”
Fjas! Cinq à deux!
Hør, hvor Regnen slaaer paa Ruden!
Her paa Vindens Tuden!
Og i Stalden brøler Studen —
Traf han? — Cinq à six.
Mærker man Routinen.
Han er ude snart.
Den kan Ingen redde;
Den gaaer i med; skal vi vedde?
Skal vi? om en Quart?
— Hvad? slap han fri?
Med ham man ei kan holde!
Kors! Cinq à dix!
Madam! en Tremarks-Bolle!
Punsch i Bolle! Viin i Flasker!
— Hør, hvor Regnen pladsker!
Midt paa Gaden eensom tradsker
En med Træsko paa.
Ak, forløb han sig? Desværre!
Sept à dix — ei andet!
Sligt kan hænde Hver, min Herre!
Hvem skal nu? — Naa jeg!
Er vort Held med Uheld blandet,
Slaae vi det en Plade.
Lad os Alle være glade —
Sept à treize — Ei, Ei!
Hurra! see der
Kom Punschen ind og Vinen!
Sæt Flasken her,
Ved Siden af Terrinenen.
Stille dog! I gjør Spectacler —
Tys! Billardet vakler.
Kan vi spille godt, vi Stakler,
Under al den Qvalm!
See paa ham, hvordan han bukker
Gratiøst for Fruen,
Byder Viin med Vand og Sukker —
Ak, en liflig Drik!
Skjelmsk hun seer sig om i Stuen,
Synger før hun drikker:
„Säj, är intet Mollberg qvicker?
Bums! jeg løb i —
Saa gaaer det, naar man spiller
Til Melodie
Af hendes ømme Triller.
Ak, min Frue! naar De synger,
Sig mit Bryst forynger,
Og en Smerte mig betynger,
Som — ja, hvem skal nu?
Quinze à vingt — hvad er i Veien?
Himmel! vær os naadig!
Ballen var jo Deres egen,
Som De selv slog i.
Ja, naar man er altfor graadig,
Bli’er man let forføret
Til at slaae sig selv paa Øret.
— Frue! nu skal De.
Vent! lad mig see!
Ifald De ei kan naae den,
Kanskee De saa kan faae den.
Hav den Godhed at begynde!
Vi maae nu os skynde.
Doctor, see! Med hvilken Ynde
Fører hun sin Queue!
Mens hun sviller, Haaret lokkes
Rundt om Hals og Rinder;
Smiil paa hendes Læber flokkes —
Quinze à trente — hvordan?
Skal vi slaae tilveds, hun vinder?
Om et Fad med Kager?
Vinder hun Partiet, tager
Fadet jeg. — „Kom an!”
Brav! det var Ret!
Hvad var det? Caroline!
Vingt à trente-sept —
Jo, Kagerne bli’er mine!
See, hvor excellent hun spiller!
See, hvor Kuglen triller!
Kan hun tabe? — Hvilke Griller!
Hvad sa’e jeg? — Partie!
— Tys! der holdt en Vogn for Døren!
Det er Folk fra Landet.
Kik kun ud! — Der kommer Søren;
Med et Lys han gaaer.
Fra dem Alle drypper Vandet,
Medens ned de stige.
— Kan de see den unge Pige
Med det blonde Haar?
Kinden er rød
Af Regnen og af Blæsten.
Ak hun er sød!
See kun! hun klapper Hesten.
Ned ad hendes Silkekaabe
Glider Regnens Draabe.
„Clara! Clara!” hør, de raabe —
Ja, nu løb hun ind.
Hvor dog denne By er stille!
Og saa eensom Gaden!
See, hvor smukt! Fra Lygten spille
Smaaglimt i en Pyt.
Ei! nu faae vi Bud fra Staden!
Hør! Postillioner!
Klangen af et Posthorn toner
Meer og mere lydt.
Høit paa det Blaa
Der titter frem en Stjerne.
Kom, lad os gaae
Og see til vor Kaserne.
Doctor, jeg har tømt Terrinen;
Ak, men Theemaskinen,
Aftensmaden, Glæden, Vinen
Vente — lad os gaae!