Posthuset i Hirschholm
Et Maanskins-Stykke.
Et Maanskins-Stykke.
Mel. Fredm. Epistl. 77.
Mel. Fredm. Epistl. 77.
Natten er kjølig og Vindene feie
Lummervarmen sagte fra Træer og Krat;
Bøgenes Blade, der gyngende neie,
Spiller Maanen paa i den dæmrende Nat.
Kammeret er mig for snævert. Endog
Hunden forglemmer sin søvnige Vane,
Kradser paa Døren; et talende Sprog!
Nu, saa gaae med, min Diane!
Ak, her er smukt! See, paa Søernes Flade
Glimrer Maanen dybt i det krusede Vand.
Tys! ingen Lyd i den eensomme Gade!
Alle sove trygt, baade Qvinde og Mand.
Skomagerkonen er oppe, min Tro!
Synger for Drengen, paa Skjødet ham sætter.
Ja, hun maa kjøbe sig Glutternes Ro
Med sine søvnløse Nætter.
Hist over Slotshavens sjunkne Terrasser
Hviler Nattens Dug som et grædende Hav.
Slottet, man nedrev i uhyre Masser,
Vidner Kirken om, lig et Kors paa en Grav.
Egnen er øde, Mathilde, hvor du
Flygtig har redet den flygtige Ganger;
Blot dine Lidelser mindes endnu
Af den tungsindige Sanger.
Tys! er det Ryttere, hisset jeg hører?
Lyden farer dump, og man skjelner den ei.
— Nei, med et Læs en Forpagtervogn kjører,
Stødende saa tungt paa den brolagte Vei.
Ak, hvilket Læs! og paa Toppen en Sæk!
Dorsk en Forpagterkarl throner derover,
Sover og nikker og vaagner med Skræk,
Nikker saa atter og sover.
End af en Skorsteen derovre sig hæver
Som et Slør af Æther den blaalige Røg,
Lyser i Maanskin, imedens den svæver
Bølgende forbi den beskyggede Bøg.
Og med et Shawl om det lokkede Haar
Viser sig En i vor øverste Stue:
Lænet til Armen i Vinduet staaer
Eensom Professorens Frue.
Hør, hvor hun synger: „See, Skyarna glimma,
„Stjernorna försilfra båd vatten och land,
„Månan i molnet sin guldgula dimma
Fredman! Din Sang, der er kjendt af saa Faa,
I hendes drømmende Tanke den hviler;
Ak! og i Øinenes natdunkle Blaa
Speiler sig Maanen og — smiler.
Stille! jeg hører en Smelden og Kalden;
Heste blive forspendte: „Hyp! vil du gaae!”
Bonden ta’er Tømmen og kjører fra Stalden,
Skuret hisset ovre, hvor Vognene staae
Underlig trist er det fugtige Skuur,
Sparsomt belyst af en eneste Lygte.
See kun, hvor henad den kalkede Muur
Skyggerne vaklende flygte.
Heisa, Diane! hvad gjøer du og snuser?
Kjender du ei længer vor Postmesters Kat?
— Mærk, hvor den logrer med Panden i Kruser,
Frygter dog tilsidst for at tage den fat.
Couche! Vil du lystre! Herhid! Det var brav!
Hører du ikke, hvor Postkarlen blæser?
Oppe paa Veien der kommer i Trav
Holsteenske Vogne og Chaiser.
Posthornet klinger saa muntert i Natten;
Kudsken svinger Pidsken, og Hesten gjør Spring.
Herrer og Damer med Fjeder i Hatten
Ruller ind i Byen og seer sig omkring.
„Holla ved Porten! gjør Plads! Vi skal ind.”
— Stalden er opfyldt af Vogne med Huder. —
„Seida, tilside du der med de Skind!”
— Hør kun, hvor Postkarlen tuder!
„Naa da! hvad staaer du og gaber, din Klaade!
Kan du rykke Vognen og gjøre mig Plads?
Han skal afveien! Giv Tid, Deres Naade!
Kjøter, er du grov? Saa kom an, lad os sla’s!”
— See kun, der tager han fat i hans Bryst!
Men under Larmen og Skrig af Betjente
Hører man ængstlig en qvindelig Røst:
„O, lad os hellere vente!”
Rykker han Vognen? Ja see, hvor han rykker!
Med en Stige kommer geskjæftig Andrees.
Herrer i Kapper og Damer med Smykker
Hoppe ned, imens der passiares og lees.
Tjeneren venter og krummer sin Ryg;
Kudsken er mukken og grov som den Bedste!
Skaglerne spender han fra med et Tryk,
Seer til de dampende Heste.
Nu bli’er der lyst i vor Postmesters Stue;
Pigerne faae travlt, bringe Flasker og Glas.
Høfligt en Herre geleider en Frue,
Gaaer i Huset ind, og en Tjener gjør Plads.
Hvem er vel han i den skotske Carrik,
Han, der spadserer saa stolt som en Spanier,
Ryger Cigarer og fæster sit Blik
Taus paa de høie Kastanier.
See, der forsvandt han. Men udenfor Huset
Dvæler under Træet den yndigste Glut,
Stirrer paa Søen, der skyller mod Gruset,
Rislende med Skum, af en Kampesteen brudt.
Venter hun Nogen? — Ak, hvor hun er smuk!
Men hun er bleg, og hun sukker bedrøvet.
Vinden er grusom imod hendes Suk,
Spreder dem ad mellem Løvet.
Nu gik hun ind, og en Tummel jeg hører;
Vognene man kjører for Døren. „Aa hør!
Hvem er det fremmede Herskab du kjører?
— „Han er fra Ostindien; jeg troer Gouverneur.”
Arme! Nu fatter jeg først dine Suk:
Sukket, der kjøligt af Vindene fanges,
Stiger, uagtet vor Himmel er smuk,
For Himeleia og Ganges.
Hør kun, hvor Kudsken ta’er paa med at blæse!
Hele Suiten kjører fra Byen igjen,
Svøber sig ind, mens den fjerlette Chaise
Ruller hurtig bort, og de Andre bag den.
Støvet, bedugget, sig løfter saa tungt,
Skjuler dem hist under Træernes Kroner;
Blot fra et usikkert, svævende Punkt
Rækker mig Posthornets Toner.
Men — det er Tid, at jeg tænker paa Sengen;
Morgenen bebudes af Taarnuhrets Slag,
Taagen fordeler sig langsomt paa Engen,
Maanen svinder bleg for den vaagnende Dag.
Kom da, Diane, lad os To gaae ind,
Slaae os til Ro og paa Leiet os lægge.
Hindres min Søvn af et uroligt Sind,
Sover nok du for os begge.