Hyacintherne
Til J. L. Heiberg, hans Kone og Moder
Til J. L. Heiberg, hans Kone og Moder
(Februar 1833)
(Februar 1833)
Naar Vaaren atter paa Mark og Eng
Imellem Planterne Blomster fletter,
Og hist og her den duftende Væng
Er pyntet med Grupper af smaa Bouquetter;
Naar Storken, Bøndernes Skildvagt, staaer
Og strækker sin Hals saa stivt paa Gavlen,
Og Landmanden pløier, planter og saaer
Og lægger Planer for Efteraars-Avlen:
Da drager jeg, elskede Venner, langt,
Ak, langt fra Eder med Damp og Heste.
Min Postvogn ruller; mit Skib gaaer rankt;
Jeg kjører og seiler; mit Bryst er trangt
Blandt al den Damp og de Heste.
Jeg skal ei gaae i den kjølige Lund
Iaar med Eder til Rungsteds Bakker;
Ei see henover det deilige Sund,
Hvor Maagen lavt paa Vandene flakker;
Ei der med Øiet paaklem jeg kan
Den lumre Formiddag liggende drømme,
Mens Solstrimen langs det zittrende Vand
Og Kysten i Eet for Øinene svømme;
Ei skal jeg vækkes af Eder ihast,
Naar I med et Udraab en Seiler bebude,
Og Skibet nu kommer med Vimpel og Mast,
De skinnende Seil som yndig Contrast
Til de himmelblaa, Vande derude.
Jeg skal ei gaae med Eder iaar
Til Vallerødshøien ved Hirschholms Banker,
Hvor Hannabjerget som Minde staaer
Om vore gjensidigt skiftede Tanker;
Ei der mig fryde ved Dæmringens Ro,
De lette Taager, der indhylle Dalen,
Og more mig med den taalmodige Ko,
Der vifter Bræmserne bort med Halen;
Skal ei betragte det eensomme Hveen,
Der kaster til Sjælland tungsindige Blikke,
Den triste Skov, den forbrændte Green,
Og nær ved Stranden den mægtige Steen,
Som Bølgerne skvulpende slikke.
Jeg skal ei atter som tidt ifjor
Med Eder i Slotshavens Gange spadsere,
Og lytte til Spurvenes qviddrende Chor
I Mangel af Andre, der vil musicere;
Ei undre mig over den uddøde Pragt,
Det nedrevne Slot, de svundne Cascader,
Og høre hvad Skomagerkonen har sagt
Om Spor af Terrasser i Træernes Rader;
Ei tale med Eder om Hoffets Glands,
Ei mindes bedrøvet tidligt og silde
Banquetter paa Slottet og Toure tilvands,
Og Hesten, der foer paa Veien i Dands
Med den muntre Dronning Mathilde.
Ak nei, om syvende Christians hof
Jeg med Fru Gyllenborg ei skal tale;
Ei med Johan Ludvig om Form og Stof
Og om Poeter, der næsten er’ gale.
Ak Gud! og Fredmanns Sange! ja hvem
Skal synge for mig den deilige Vise
Jeg hørte saa tidt af Johanne Louise.
Herefter synger jeg vel paa Fransk;
Fra By til By den Reisende render;
Og Luften er lummer, og Damen er spansk,
Og Alting er herligt, men Intet er dansk,
Og langt fra mig mine Venner!
— Da Sommeren væved’ et Slør ifjor
Af hvide Taager om Hirschholms Nætter,
Da dufted’ mit Kammer af mangen en Flor,
Fra Eder, Elskede! sendte Bouquetter.
Iaar, hvad sender jeg Eder igjen?
Jeg reiser med Vaaren, og nu er det Vinter.
I tage tiltakke med det, Eders Ven
Har samlet i Potter, en Flor Hyacinther.
Vel visne de snart; dog er det min Trøst,
De spire vel frem igjen adaare,
Og dufte og hviske med sagtelig Røst:
I mindes af En paa den fjerneste Kyst
Med Hjemvees Længsel og Taare.