Kong Yngve hedder han, Sverrigs Drot.
Af Guld han drikker paa Upsal-Slot.
Alt om hans Datter Skjaldene sjunge,
Saavidt der tales den danske Tunge.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
Om fagren Ingeborg Rygtet naaer
Saavidt som Kjæmper i Brynjer gaaer.
Saa langt det springer om Land og Vove,
At Hjalmar vandt hendes Tro og Love.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
— I Hallen høres et vældigt Gny.
Fra Døren Vogterne rædde flye.
Og Arngrims Sønner, bevæbned’ Alle,
Foer ind med Bulder i Yngves Halle.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
Og Hjorvard, grimmest at see blandt dem,
Med Haan han traadte for Yngve frem.
„Hvis Arngrims Sønner, min Drot, du skatter,
Til Viv du give mig flux din Datter!”
Angantyr og hans Brødre, de komme!
Den gamle Konge var lidet fro:
„Til Hjalmar Ingeborg gav sin Tro:”
Da slog han Angantyr op en Latter:
„Saa faae vi nappes om Yngves Datter!”
Angantyr og hans Brødre, de komme!
— Paa Samsø ligger mod Syd et Næs.
Der drøner Jorden, der skjælver Græs.
Der høres Bulder fra Brynjer tunge,
Og Sværdeklinger mod Hjelme fjunge.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
Om Yngves Datter, mens Dagen leed,
Med stærken Angantyr Hjalmar stred.
De andre Brødre, dem tog med Lempe
I Holmgang Odd, den modige Kjæmpe.
Angantyr og hans Brødre de komme!
Men Hjalmar kjæmped’ faa haard en Dyst.
Med Tyrfing Angantyr hug saa trøst.
For hver Gang Hjalmar slog an mod Staalet,
De klare Luer fra Tyrfing straaled’.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
— Paa Val de Hellede hviles alt.
Der Arngrims Sønner og Hjalmar faldt.
Kun Odd, den modige, Livet fristed’.
Han reiste Høien og Runen risted’.
Angantyr og hans Brødre, de komme!
En Steenhøi Bønder og Odd fik op.
Hver Nat det brænder fra Høiens Top.
Hver Midnat Luerne langt den kaster —
Da ræddes Bonden, og hjem han haster.
Angantyr og hans Brødre, de komme!