Vikingernes Sang.
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Den Graaskjæg, Ægir, fra Kysten brummer.
Ran, hans Hustru, hyler og skummer.
Njord er vred, den ustadige Gud.
Nægter os Njord et føieligt Veir,
Aarerne tage vi,
Odderen drage vi
Tværs over Kystens Brænding og Skjær.
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Thi Hræsvælg, Jætten, af Træthed sover.
Sydfra styrte skummende Vover.
Njord er vred, den ustadige Gud
Vikingens Arm er end ikke træt.
Løftet i Vendingen
Høit over Brændingen
Odderen snoer sig, listig og let,
Hervar.
(i Fremmerstavnen, i en Mands Dragt og Rustning).
Vær hilset, Ægir fromme!
Jeg seer dig fra dit Herskersæde komme!
Og Havets lyse Fruer
Og dine Døttre jeg foran dig skuer.
Fra Hleseys steile Volde,
Til Kamp beredt’, med runde, staalblaae Skjolde,
Om Brystet Brynjer hvide,
I Strøm og Søgang dine Døttre skride.
Vikingerne.
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Hervar.
Vær hilset, Gud hiin glade!
Vel mødt med os paa Søens mørke Flade!
Med dine Skarer kjække
For Vind og Vover vogte du vor Snekke!
Fra Eyrarsund vi seiled’,
Hvor Sjælland herlig sig i Søen speiled’.
Til Hlesey er’ vi slagne,
Af Njord med Søndenstrøm fra Samsø jagne.
Vikingerne.
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Hervar.
Jeg veed, at du er vældig.
Men du har Navn for, at du er lemfældig.
Mildt er det Herredømme,
Du øver ud paa disse danske Strømme.
Du Bølgens Oprør stille!
Den strenge Ran, din Hustru, du formilde!
Tag fat i Agterstavnen,
Og driv os ned til Munnarvaag, til Havnen!
Vikingerne.
Haler med Aarerne mægtigt ud!
Ved Styret klynge sig Havets Gubber.
Ran fra Skuld’ren Odderen skubber.
Njord er vred, den ustadige Gud.
Vikingens Liv ei let er tilfals.
Aarerne tage vi,
Odderen drage vi
Over din Nakke, Ran, og din Hals!