Hver Dag, naar Solen vakte
Af min Slummer mig igjen,
En Hilsen den mig bragte
Og et Budskab fra min Ven.
Og naar den atter sænkte
Sine Straalers gyldne Vinge,
Jeg min Hilsen bad den bringe
Hen til ham, paa hvem jeg tænkte.
Min Elskte, tvivl kun ikke,
I min Tanke var kun du!
Og uforkrænkt mon ligge
Alle Minder i min Hu.
Min Længsel søgte Lindring
I at følge dine Veie.
Jeg holdt fast ved Hjertets Eie,
Ak, min Drøm og min Erindring!