For mig laae i fjerntbegrændset Sphære
Verdens Pragt og Pryd, dens Glædes Smiil.
Blikket fra den smægtende Hetære
Sank som Olien i min Aares Ild.
Lig en let opkiltret, yndig Mængde
Gled forbudne Glæder mig forbi,
Og mit Øie tabtes henrykt i
Denne Udsigts grændseløse Længde.
Men foran mig stod med taus Gebærde
Fristeren og lured’ paa mit Bilk.
Fra hans Aasyns Nat, hans Tankers Gjærde,
Haan og Ynk, lig fage Lyn, udgik.
„Denne Verden vorde skal dit Eie”
— Sagde han — „og lyde dine Bud.
Du skal herske, frygtet som en Gud,
Lover du at følge mine Veie.”
Og af Synets varme Liv udklækket
Talte Duften mægtig i mit Bryst.
Og af mine Sandsers Oprør ægget
Veg jeg for et Indtryk af min Lyst.
„Det er et Elystum at nyde”
— Hvisked’ i Beruusning min Begjær —
Og er Undergangens Rædsel nær,
Er det dog guddommeligt at byde!”
„Styrter Ørnen ikke paa sit Bytte?
Og den gridske Tiger paa sit Rov?
Skal ei løven sine Kræfter nytte?
Skal ei Hingsten sparke med sin Hov?
Men er’ mine Drifter mindre stærke?
Ei forbundne tæt med min Natur?
Og kun jeg skal taale Tvangens Muur
Om min Villie som dens Svagheds Mærke?”
„Smyk dig da til Brudenattens Glæde,
Skjønne Jord, min hemmelige Brud!
Slaae fra dine Lænder Kydskheds Klæde!
Knuppen er i Blomster sprungen ud.
Som en yndig, duftende Hetære
Skal du lyde og beherske mig;
Og til Løn for hvad jeg offrer dig,
Af dit Skjød jeg vil min Fryd begjære.”
— Mens jeg talte, stod med taus Gebærde
Fristeren og lured’ paa mit Blik.
Fra hans Aasyns Nat, hans Tankers Gjærde,
Haan og Ynk, lig sage Lyn, udgik.
Alt jeg segned’, en elendig Fange.
Men — da greb mig en usynlig Haand.
Briste saae jeg Trylleriets Baand,
Og i Fristeren den gamle Slange!
Og imens den evige Fordærver
Og med ham mit Eden saaes at flye,
Spændte jeg til Flugt de slappe Nerver —
Men en Stemme bandt min Fod paany:
„Har du glemt” — den sagde — „ Søn af Jorden!
At din Tid er Syndefaldets Tid,
At du fødtes blandt en Slægt, hvis Id
Længst har ført den fra Naturens Orden?
Kan du, tør du føie Verdens Planker
Atter i de gamle Fuger ind?
Blæse Liv i længst begravne Tanker?
Rive sønder Seklers tætte Spind?
Kan du ikke, da undflygt itide
Drømmens Fryd og Haabets søde Røst;
Eller frygt, at i dit øde Bryst
Drager ind den ftrenge Eumenide.
Christus lig, den blødende Forsoner,
Glem, at du nedstammer fra en Gud.
Du blev født til Savnets Tornekroner;
Andres Synd ved dig skal slettes ud.
At Naturens Tempel sank af Ælde,
At man slukked’ ud dens Alterild,
Ak, at dine Fædre fore vild,
Maa du med dit Hjerteblod undgjælde.
I et ydmygt Sind og Selvfornægten
Ligger Værnet mod din Arts Fordærv.
I dig selv betragt kun Samtids-Slægten,
I din Id dit Selvforsonings-Hverv!
Viid, det er forgjæves at forsage
I din Qvals og Skræks Gethsemane.
Søn af Gud! din Faders Villie skee!
Ei han tager denne Kalk tilbage!